ForsideMariagerfjordMed bolsjer, kondomer og kildevand gør Natteravne Hobro byen mere tryg

Med bolsjer, kondomer og kildevand gør Natteravne Hobro byen mere tryg

Med bolsjer, kondomer og kildevand gør Natteravne Hobro byen mere tryg

Backstagerummet på 1. sal i Teaterbygningen i Hobro midtby danner møderum og mødested for Natteravne Hobro. Der er for tiden omkring 35 frivillige i korpset, og de går rundt i 3-mandsgrupper i aften- og nattelivet, når der er ungdomsfester i byen fredag ​​og lørdag aften.

Himmerlandsposten.dk besøgte forleden Natteravne Hobro for at høre om deres arbejde med at skabe tryghed med deres tilstedeværelse i nattelivet.

Natteravne Hobro blev etableret i 2021 og har Carsten “Hugo” Asmussen som formand.

“Vi går mellem kl. 21 og 02 fredag ​​og lørdag aften, når der er ungdomsfester i byen. Det kan være på Buddy Holly, gymnasiet eller et andet sted. Vi vil gerne komme rundt i hele Mariagerfjord Kommune, men lige nu er vi alene aktive i Hobro, dog er vi faktisk også til stede i Valsgård under deres byfest,” fortæller Hugo til Himmerlandsposten.dk og viser de jakker, t-shirts og andre effekter som de har, for at synliggøre over for de unge, at de er fra Natteravnene.

Natteravne Hobro har netop modtaget en donation fra Svend Nielsen og Herdis Mygind Fond, som bl.a. har fyldt beholdningerne op med bolsjer, kondomer og kildevand, de mest anvendte ting, som natteravnene udleverer til unge i nattelivet.

“Vi er rigtig glade for donationen, og vi er nu klar til at gå sommeren i møde. Men vi har brug for hjælp og støtte. Den eneste indtægt, vi har, er de flasker, som vi finder på gader og stræder i nattelivet, så der er behov for ekstra støtte i form af sponsorater og donationer,” fortæller Hugo og fortsætter, “Vi bliver taget rigtig godt imod af de unge, når vi går rundt Der er selvfølgelig noget præventivt i, at vi er derude, men der er også unge, der har brug for et kram og nogle trøstende ord, og evt. skal have hjælp til at ringe til forældrene eller andre, som kan hente dem hjem.

Når Natteravne Hobro er på vagt, støtter Pølsehuset Hobro på St. Torv med en fransk hotdog, og Din Burgerbar belønner natteravnene med en menu efter en nattevagt.

Med bolsjer, kondomer og kildevand gør Natteravne Hobro byen mere tryg. Foto: Himmerlandsposten.dk

Natteravne Hobro hjælper i andre afdelinger ved større arrangementer, det kan fx være til Karneval i Aalborg, Randers Ugen eller til Hjallerup Marked. Omvendt må Natteravne Hobro række ud til naboafdelingerne efter hjælp til at dække alle dagene under Ambu-festen.

Drømmer om at lave en Ravnerede i Hobro

I andre byer har Natteravne etableret et sted, som kaldes Ravnerede. Det kunne også være fedt at have i Hobro. Et sted med et par sofaer og som er synligt placeret og nemt for unge at finde i nattelivet, hvis de får brug for et pitstop eller andet, som vi Natteravne kan hjælpe med. Sådan et sted drømmer vi om at få lavet i Hobro,” slutter Hugo.

Svend Nielsen og Herdis Mygind Fond, som på forårets bevilgningsmøde har doneret penge til diverse indkøb hos Natteravne Hobro, har to ansøgningsrunder om året. Der er ansøgningsfrister i marts og september måned. Du kan læse mere om mulighederne for at søge om støtte hos Svend Nielsen og Herdis Mygind Fond på deres hjemmeside.

Hvis du har lyst til en prøvetur med henblik på at blive Natteravn – kan du kontakte Natteravne Hobro på deres Facebook.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler