ForsideVesthimmerlandPlanlægning - Opsamling på fordebat for Gyvellunden ved Aars

Planlægning – Opsamling på fordebat for Gyvellunden ved Aars

Planlægning – Opsamling på fordebat for Gyvellunden ved Aars

Vesthimmerlands Kommune har modtaget et projektforslag for udvikling af et nyt boligområde ved Gyvellunden i Aars. Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget besluttede på møde henholdsvis den 29. januar 2024 og den 7. februar 2024 at udarbejdelsen af forslag til kommuneplantillæg og lokalplan igangsættes med en idéfase.

Idéfasen forløb i perioden den 14. februar 2024 til og med den 4. marts 2024, og der indkom 21 bemærkninger i perioden. Teknik- og Miljøudvalget i Vest Himmerlands Kommune vil behandle Opsamling på fordebat for Gyvellunden ved Aars på møde den 13. maj 2024.

Baggrund: De 21 indkomne bemærkninger er primært centreret omkring følgende temaer:

  • Etageboliger hører ikke hjemme i udkanten af Aars
  • Ønsker om bevaring af skoven
  • Boligsammensætning, herunder om tæt-lav boliger vil ændre områdets karakter
  • Infrastruktur, herunder bekymring om nuværende adgangsvej kan betjene det nye boligområde.

De indsendte bemærkninger kan ses i bilag 1 og vil indgå i den videre planlægning.

Administrationen har afholdt et møde med ansøger, hvor ovenstående temaer har været drøftet. Ansøger har fremsendt en alternativ bebyggelsesplan, hvor etageboliger er udtaget og erstattet med tæt-lave boliger i 2 etager. Den alternative bebyggelsesplan kan ses i bilag 2.

Ansøger har derudover kommenteret på ønsket om at bevare hele skoven. Ansøger oplyser, at der er foretaget en levestedsvurdering af området og en naturregistrering af skoven, som har vist, at størstedelen af skoven består af yngre træer under 15 år, da en stor del blev fældet omkring år 2008. Naturregistreringen har vist, at områderne vist på bilag 3 indeholder træer, der er over 30 år gamle, og som ønskes respekteret i planforslaget, da de kan udgøre en naturmæssig og rekreativ værdi for området.

Forventet konsekvens
Administrationen vurderer den alternative bebyggelsesplan, hvor etageboliger i 3 etager er udtaget, som en mere hensigtsmæssig udnyttelse af området henset til områdets øvrige karakter og fysiske fremtræden. Dette vil også betyde, at gældende kommuneplanrammes bestemmelser for bebyggelsens omfang vil være overholdt.

Administrationen vurderer det hensigtsmæssigt at bevare store dele af den eksisterende skov henset til skovens rekreative og naturmæssige værdi i og omkring området. Administrationen vurderer, at der kan ske udstykning af parceller langs med den foreslåede stamvej samtidig med at væsentlig beplantning og træer bevares med bestemmelser i lokalplanen. Væsentlig beplantning og træer vil blive udpeget i den kommende lokalplan, og vil sikre at området fortsat har en sammenhængende, skovlignende træbevoksning.

Afvikling af trafik indgår altid som et fokus i udarbejdelsen af en lokalplan, hvorfor der i den kommende fase vil blive vurderet, hvordan området skal trafikbetjenes. Herunder undersøges det, hvordan områdets stisystemer skal udbygges og sammenkobles.

Ejerforhold kan ikke reguleres med en lokalplan. Der skal sikres en hensigtsmæssig fordeling mellem åben-lav og tæt-lav boligbyggeri i lokalplanen.

Organisering og kommunikation
Arbejdet med udarbejdelse af planforslag fortsætter med eventuelle bemærkninger og ændringer, som Teknik- og Miljøudvalget måtte beslutte ud fra de indkomne bemærkninger i forbindelse med fordebatten.

Lovgrundlag: Planloven.

Økonomi: Udgiftsneutral.

Procesplan: Ansøgers alternative bebyggelsesplan vil sammen med de indkomne bemærkninger i forbindelse med fordebatten udgøre grundlaget for det videre arbejde med planforslagene. Forslag til kommuneplantillæg og lokalplan vil herefter blive udarbejdet og senere fremlagt til politisk behandling efterfulgt af en offentlig høring.

Sagen afgøres i Økonomiudvalget via Teknik- og Miljøudvalget.

Indstilling: Administrationen indstiller at lokalplan og kommuneplantillæg igangsættes med afsæt i den alternative bebyggelsesplan uden etageboliger i 3 etager. Og at der i forbindelse med lokalplanens udarbejdelse foretages en naturregistrering af de områder, hvor træer og beplantning har en særlig kvalitet for området, og som skal bevares med lokalplanens bestemmelser.

Bilag
Bilag 1 – Indsendte bemærkninger.pdf
Bilag 2- Alternativ bebyggelsesplan.pdf
Bilag 3 – Kort fra naturregistrering.pdf
Gyvellunden – Situationsplan udsendt til fordebat

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler