Vesthimmerlands Kommune søger: IT-nørd med pædagogisk erfaring søges til CKU Himmerlands stu-afdeling
JOBANNONCE: Vi søger en IT-nørd med pædagogisk erfaring til CKU Himmerlands stu-afdeling pr. 1. august 2024
Stillingsbeskrivelse: Vi søger en underviser (IT uddannet, lærer eller anden relevant uddannelsesmæssig baggrund) til undervisning på Center for Kommunikation og Undervisning, Himmerland, fortrinsvis i skolens ungeafdeling i Arden. Eleverne er unge i alderen 16-25 år, som af forskellige grunde ikke kan benytte de ordinære ungdomsuddannelser og derfor visiteres til stu – særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse eller bliver aktiveret efter Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats.
Målet er at udvikle eleverne til et voksenliv så selvstændigt som muligt og gennem undervisning, rådgivning og vejledning hjælpe dem videre til relevant uddannelse eller beskæftigelse. Elevmålgruppen er bred og eleverne spænder kognitivt fra førskolealderen til alderssvarende, og har karakter af generelle eller specifikke vanskeligheder. Eleverne er opdelt i grupper, så de befinder sig i et undervisningstilbud med andre ligesindede elever. Undervisningen foregår på små hold med udgangspunkt i en individuel undervisningsplan.
Din profil
Vi søger hermed en ny kollega med erfaring eller interesse inden for specialundervisning for unge med særlige behov. Meget gerne inden for autismeområdet. Som menneske er du en aktiv teamplayer, der kan lide at få samarbejdet til at blomstre både med elever, kollegaer og ledelse. Du trives bedst i en hverdag, hvor dagene ikke er ens og du holder af at jonglere med den struktur og plan teamet har lavet, så den rammer ind i dagsformen for de elever, du skal være med til at udvikle. Dit menneskesyn er rummeligt og din tålmodighed er høj. Du brænder for at gøre en forskel for de unge mennesker, men du kender dine grænser og kan passe på dig selv i et arbejdsliv med høje følelsesmæssige krav.
Vi søger en visionær kollega til at lede opbygningen af vores nye IT-linje fra bunden, der vil træde i kraft fra 1. august 2024. Vi leder efter en underviser med stærke kompetencer inden for nogle af følgende IT-begreber, men ikke begrænset til:
- E-sport og inkluderende gaming
- Kreativ programmering (f.eks. Scratch)
- Spiludvikling (f.eks. Unity 3D)
- Webudvikling (HTML, CSS, C#, Python) og CMS-systemer
- Kunstig intelligens (Python, Machine Learning)
- Billedbehandling og webgrafik (Fx Blender)
- Makerspace (Blender, TinkerCad, blokprogrammering, m.v.)
Foruden ovenstående er vi er også åbne over for dine forslag til andre relevante emner og værktøjer, der kan berige vores IT-linje.
Du skal være i stand til at opbygge, anvende og vedligeholde et IT-driftsmiljø i samarbejde med vores elever.
Som ansvarlig for opbygningen af IT-linjen, får du mulighed for at forme indholdet, vælge det nødvendige udstyr og integrere undervisningen med vores eksisterende tilbud. Vi forventer, at IT-linjen vil udgøre ca. 50% af elevernes skema.
Målet med vores IT-linje er at vække interesse for IT-faget blandt vores elever og forberede dem til mulige uddannelsesmuligheder efter CKU. Vi søger derfor en engageret underviser, der kan inspirere og motivere vores elever til at udforske og udvikle deres IT-færdigheder på en inkluderende og støttende måde.
Selvom fokus for denne stilling ligger på IT-linjen, er det meget vigtigt for os, at du besidder gode relationelle kompetencer, som er grundvilkåret for at arbejde med vores unge. Du skal have lyst og gå-på-mod til at indgå i et tæt samarbejde med lærere og andre fagpersoner, men også kunne arbejde selvstændigt. Derudover skal du kunne håndtere undervisning af flere elever på forskellige niveauer i forskellige fag samtidigt. Desuden vil stillingen indebære funktion som kontaktlærer for op til 6 elever, hvor du vil være den primære kontakt mellem skole, hjem og kommunale samarbejdspartnere.
Såfremt du har andre kompetencer eller særinteresser, som vores elever kunne gavne af, er det vigtigt, at du får det beskrevet for os, da det har betydning for sammensætningen af personalegruppen.
Det skal gerne falde dig let at skriftliggøre mål, metode og evaluering af din undervisning.
Det er ikke et krav, men en fordel, hvis du har neuropsykologisk og -pædagogisk uddannelse. Kurser/uddannelse inden for arbejde med autisme eller low arousal vil vægte højt. Du skal forvente at efteruddanne dig i det, såfremt du ikke har de kompetencer.
Bliver du en del af holdet…
Måske bliver du inden længe en del af det hold, der i fællesskab arbejder med at skabe den bedst mulige hverdag for vores unge mennesker. Vi har rigtig gode faciliteter, hvilket giver et væld af muligheder for din undervisning. Du vil komme tæt på både elever og kollegaer i mange sammenhænge. Og du skal, udover det faglige, også være forberedt på at engagere dig i elevernes drømme, glæder og bekymringer.
Vi favner mangfoldigheden og vi opfordrer dig derfor til at smide os en ansøgning, uanset hvilken faglig og personlig baggrund du har, det vigtigste er at du vil og forstår vores elevgruppe. Vores kolleger kommer med vidt forskellige kompetencer, hvilket skaber livsbekræftende og jantelovsfornægtende vibes.
Når du søger stillingen
Vil vi gerne, at du fortæller hvordan din erfaring med eller holdning til unge mennesker med særlige behov kan bidrage til at løse kerneopgaven i jobbet som underviser for unge på stu og du igennem eksempler reflekterer oven din egen praksis.
Vi vil også gerne høre, hvordan vi får den bedste medarbejder /kollega ud af dig. Hvad motiverer dig og hvordan arbejder du bedst?
Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst for lærere. Der foreligger en lokalaftale indgået mellem DLF og Vesthimmerland Kommune.
Da CKU Himmerland består af 4 afdelinger på 4 forskellige adresser er det et krav, at man har bil til rådighed, så man kan fragte sig selv til møder og andet. Dagligt arbejdssted vil være vores afdeling i Arden.
Yderligere oplysninger
Ønsker du yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at ringe til viceskoleleder Stinne Yde-Lakmann tlf. 25524955. Du kan også finde mere information om CKU på www.ckuhimmerland.dk eller Facebook.
Vi afholder et informationsmøde tirsdag, den 7. maj 2024, kl. 17.00 på Blåkildevej 46E, 9510 Arden. Giv besked på styd@vesthimmerland.dk senest mandag, den 6. maj 2024 om du kommer.
Vil du være med til at tage udfordringen op sammen med en engageret personalegruppe, skal vi have din ansøgning digitalt via www.vesthimmerland.dk – ledige stillinger senest mandag d. 20. maj 2024. Kun digitale ansøgninger via kommunens ansøgningssystem kommer i betragtning. Samtaler forventes afholdt torsdag, den 30. maj 2024.
Ansøgningsfrist: 20. maj 2024
Tiltrædelse: 1. august 2024
Arbejdssted: Blåkildevej 46E 9510 Arden
Jobtype: Fuldtid
Kontaktperson:Stinne Yde-Lakmann
Telefon: 99667000
Mobil: 2552 4955
styd@vesthimmerland.dk