Affaldsindsamlingen skyder foråret i gang i Mariagerfjord
Danmarks Naturfredningsforening Mariagerfjord og Mariagerfjord kommune opfordrer alle til at give en hånd med søndag d. 14. april.
– Alle kan være med til at gøre Mariagerfjord til Danmarks reneste kommune. Anledningen er den årlige affaldsindsamling, som Danmarks Naturfredningsforening (DN) Mariagerfjord i samarbejde med kommunen gennemfører omkring uge 15 og søndag d. 14. april, fortæller Alan Phipps, koordinator – Affaldsindsamling 2024 DN Mariagerfjord og fortsætter:
– Foruden alt det andet affald, der desværre ligger og flyder overalt, har vi i år fokus på nikotinposer og snus – derfor bliver deltagerne bedt om at angive, om de er stødt på denne type affald, og i så fald hvor mange.
Søndagsindsamlingen er for alle
Søndag d. 14. april mellem kl. 13 og 16 er der fire indsamlingssteder i Mariagerfjord Kommune og alle er meget velkomne til at være med. Der er mødesteder ved:
– Kirkens Korshær Genbrug, Bytorvet 18, 9510 Arden
– Det Røde Pakhus, Søndre Kajgade 12, 9500 Hobro
– Havnens Grill & Ishus, Fjordgade 9, 9550 Mariager
– Fri Bikeshop, Ålborgvej 52, 9560 Hadsund
Tilmelding er ikke nødvendig, og der bliver udleveret sække og handsker til alle. Deltagerne bliver budt på en lille forfriskning. Kommunen sørger for, at indsamlet affald bliver kørt væk.
Fotokonkurrencen
I år kan du vinde et gavekort på 500,- kr. til DN’s webshop for det bedste foto fra en affaldsindsamling. Send dit foto med e-mail til ap@dn-mariagerfjord.dk og vær med i konkurrencen
– Vores ønskemål er, at der slet ikke er noget affald at samle ind. Men sådan er virkeligheden desværre ikke. Så kom derfor og vær med til årets indsamling af affald henkastet i naturen og vores byområder, slutter koordinatoren for Affaldsindsamling 2024 DN Mariagerfjord.