ForsideHimmerlandVinteren i tal: Sneplove og saltspredere har været på overarbejde

Vinteren i tal: Sneplove og saltspredere har været på overarbejde

Vinteren i tal: Sneplove og saltspredere har været på overarbejde

Vejdirektoratets sneplove og saltspredere har haft ekstraordinært travlt de seneste måneder. På alle parametre ligger vinteren et godt stykke over gennemsnittet for en normal vinter.

Vinteren har budt på mange dage med snefygning og temperaturer under frysepunktet, og det har øget behovet for at salte og snerydde betragteligt sammenlignet med en normal vinter.

Vejdirektoratets vintertjeneste inddeler Danmark i seks områder. De seneste ti år er der på landsplan i gennemsnit blevet spredt 1,01 kg salt pr. kvadratmeter asfalt. Grafik: Vejdirektoratet

Frem til 1. marts har Vejdirektoratet gennemført 104 landsdækkende saltninger på de statslige veje, mens der er blevet brugt 54.630 tons salt på at holde vejene sikre. Både hvad angår udkald til saltning og mængden af salt er der tale om det største antal siden vintersæsonen 2017-18. Der er især blevet spredt meget salt i Nordjylland og Østjylland.

I alt er der blevet brugt 244 timer på snerydning pr. 100 kilometer. Det er tre gange så meget som på en gennemsnitlig vinter.

”Der er ingen tvivl om, at vi har haft ekstraordinært travlt denne vinter, og i nogle perioder er vores vognmænd virkelig kommet på overarbejde. Vinteren kom tidligt, og vi havde allerede flere dage med snevejr og temperaturer under frysepunktet i slutningen af november. Den største udfordring var dog snestormen i begyndelsen af januar og det efterfølgende frostvejr,” siger Tania Udengaard Sørensen, der er afdelingsleder i Vejdirektoratet.

Vognmændene har været hurtige

Nu er det så forår i Danmark, men for Vejdirektoratets vedkommende er vinteren ikke slut endnu. Vejdirektoratets vinter strækker sig nemlig fra midten af oktober til og med april. Derfor vil tallene for vintersæsonen 2023-24 formentlig stige yderligere.

Når det gælder vognmændenes indsats, så viser tallene en gennemsnitlig responstid på 30 minutter. Det er væsentligt bedre end de kontraktuelle krav, som er på mellem 90 og 120 minutter alt afhængigt af tidspunktet på døgnet.

”Det er godt gået af vores vognmænd, og det viser, at de er parate til at køre ud, når der er behov for det,” siger Tania Udengaard Sørensen.

Tiltag skal skåne miljøet

Store mængder salt er ikke godt for miljøet, og derfor gør Vejdirektoratet sit bedste for, at glatførebekæmpelsen er så skånsom som muligt. En af de mest effektive metoder er at salte nøjagtigt, og derfor er alle Vejdirektoratets saltkøretøjer udstyret med GPS-teknologi, som gør, at spredningsbredden automatisk bliver justeret efter kørebanens bredde.

Samtidig er der sket en del inden for vejrovervågning, hvor friske billeder fra radarer og satellitter i dag tikker ind hvert 10. minut og dermed spiller en afgørende rolle i forhold til at sikre den korrekte saltdosering.

”Det er godt for miljøet, at vi har fået disse moderne redskaber til at hjælpe os med glatførebekæmpelsen. I gamle dage var der en del salt, der endte i grøften, og det vil man nok aldrig helt kunne undgå, men vi er blevet langt bedre til at holde saltet på asfalten,” siger Tania Udengaard Sørensen.

Fakta

  • Vejdirektoratet står for at salte og rydde sne på de statslige veje, som udgør 3.815 km i Danmark, mens kommunerne står for vintertjenesten på de kommunale veje.  
  • I perioden 2013-23 har Vejdirektoratet i gennemsnit udført 77 landsdækkende udkald og brugt 40.342 tons salt pr. vinter.
  • Vinteren i Vejdirektoratet varer fra 15. oktober til 30. april, hvor vintertjenesten med base i Aalborg overvåger vejenes tilstand døgnet rundt.
  • Vejdirektoratets vintertjeneste råder over omkring 250 saltspredere og 500 sneplove
Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler