Kåring: Aalborg Universitetshospital anden bedst i hele landet
Aalborg Universitetshospital placerer sig igen som anden bedst blandt universitetshospitaler. Også hospitalet i Thisted opnår en flot andenplads i kategorien for små hospitaler.
Stolt regionsformand
Dagens Medicin har kåret landets bedste hospitaler til en række behandlinger, og Aalborg Universitetshospital er nummer to på listen over Danmarks bedste universitetshospitaler i kategorien ”store hospitaler”.
Regionsrådsformand Mads Duedahl er stolt af Aalborg Universitetshospitals placering i toppen.
– Det er så fortjent. Personalet yder en kæmpe indsats for at sikre nordjyderne den bedst mulige behandling. Selv om der er udfordringer nok i sundhedsvæsenet, så holder personalet fanen højt og yder hver dag en høj kvalitet til gavn for patienterne, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V).
Aalborg Universitetshospitals førstepladser:
· Kronisk myeloide sygdomme – knoglemarvs- og blodsygdomme (hæmatologi, Aalborg) (delt førsteplads)
· Hoftealloplastik – kunstig hofte-operation (ortopædkirurgi, Aalborg)
· Corpuscancer – kræft i livmoderen (gynækologi, Aalborg)
· KAG – undersøgelse af hjertets kranspulsåre (kardiologi, Aalborg)
· Melanom – modermærkekræft (plastikkirurgi/patologi, Aalborg)
· Fødsler (obstetrik, Thisted)
· Screening for tarmkræft (patologi, Thisted) (delt førsteplads)
· Knæalloplastik – knæledsprotese (ortopædkirurgi, Frederikshavn)
Førstepladsen i kategorien ”store hospitaler” indtages af Aarhus Universitetshospital.
Også andenplads til Thisted
Hospitalet i Thisted, som er en del af Aalborg Universitetshospital, er i opgørelsen udskilt i kategorien ”små hospitaler”, hvor det blev til en flot andenplads på landsplan.
– Det er fantastisk af Thisted, som med sin geografiske placering ikke altid har lige let ved at rekruttere personale. Men det er ikke nogen tilfældighed, at de klarer sig godt. I fjor satte Thisted sig på førstepladsen som landets bedste fødested og gør det igen i år. Og i år føjer Thisted en førsteplads til i screening for tarmkræft. Jeg har en kæmpe respekt for den forskel, de gør for vores patienter, siger Lina Hundebøll Jespersen (V), formand for Sundhedsudvalget i Region Nordjylland.
Førstepladsen i kategorien ”små hospitaler” går til Svendborg Sygehus.
Kåringen hos Dagens Medicin bliver til på baggrund af kliniske kvalitetsdata, der er indberettet til de faglige databaser, hvor landets speciallæger har været med til at vurdere, hvilke indikatorer der vejer tungest.
Det andet parameter den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelse 2022 (LUP), som vægter med 10 pct.