ForsideHimmerlandOle Stavad: Vil landbruget nedlægge Venstre?

Ole Stavad: Vil landbruget nedlægge Venstre?

Af Ole Stavad (S), Regionsrådsmedlem 

Vil landbruget nedlægge Venstre?

Indtrykket er, at stærke kræfter med rødder i landbruget, lige nu er i gang med at nedlægge partiet Venstre. Selv en besindig person som Christian Mejdahl, har ydet et bidrag til det projekt. ”Landbrugspartiet Venstre” bekæmper med alle midler en CO2-afgift. Det første offer kan blive partiet Venstre.

For mig ingen alarm, men det generer mig, at man på den måde reelt støtter en ”friløber” som Inger Støjberg, der kun møder op til forhandlinger, når regeringen serverer hendes ”livretter”. Hvis landbruget virkelig tror på, at man får sine interesser varetaget gennem en Inger Støjberg, der står ude på sidelinjen og råber højt, men end ikke ønsker at møde op til forhandlinger, så har man misforstået alting.

Desværre er det ikke særlig bemærkelsesværdigt i den måde, som politik fungerer på i dag. Både hos os i Danmark, men også internationalt i andre vestlige demokratier.

Partier der tager fuldt ansvar som regering, mister vælgeropbakning. Partier der kun deltager, når deres ”livretter” er på bordet, vinder opbakning..

Det tegner et grotesk billede af en dansk regering efter næste valg bestående af Liberal Alliance, SF, Danmarksdemokraterne/Inger Støjberg og Enhedslisten.

Det ved vi godt, naturligvis ikke har nogen gang på jorden. Det fortæller bare, hvilke udfordringer dansk og vestlige demokratier står over for, da billedet er nogenlunde det samme andre steder.

Min bekymring er, om vi er blevet så forkælede, så vi kasserer ethvert parti og enhver politiker, der tager det fulde ansvar som regering og derfor også må træffe beslutninger, som er nødvendige, men ikke populære hos alle.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler