49-årig mand udenfor livsfare efter brand i Støvring
-En 49-årig mand blev hastet til sygehuset i weekenden efter en brand, der opstod på Mastruplundvej i Støvring lørdag aften ved 22.30 tiden, fortæller politiassistent Hans Henrik Sørensen fra Himmerlands Politi i Hobro.
Den dramatiske hændelse resulterede i, at manden først blev overført til Aalborg Universitetshospital og senere til Rigshospitalet på grund af kraftig røgforgiftning. Allerede på Aalborg Universitetshospital blev han lagt i koma for at stabilisere hans tilstand.
Heldigvis oplyser Himmerlands Politi om godt nyt om den 49-årige mand i døgnrapporten.
-Han er udenfor livsfare og efter omstændighederne har han det godt, fortæller Hans Henrik Sørensen.
Efter branden på Mastruplundvej trådte hjemmeværnet til og bevogtede brandstedet, indtil de brandtekniske undersøgelser var afsluttet.