Nye faciliteter i Skovhuset styrker udeliv og fællesskab
Naturbørnehaven Skovhuset i Støvring har netop fået to nye faciliteter, der styrker både læringsmiljø og fællesskab. Et nyt madpakkehus og en bålhytte er blevet opført på institutionens grund som en del af arbejdet med at fremme natur og udeliv i børnenes hverdag.
De to bygninger skal fungere som samlingspunkter for både leg, måltider og læring, og vil blive brugt af alle børn og ansatte i hverdagen. Visionen er at skabe et miljø, hvor børnene får mulighed for at udforske, lære og være sammen i naturen – uanset årstid.
Som en del af markeringen af de nye faciliteter har børnene lavet et fælles kunstværk. Alle har sat deres håndaftryk på to plader, som nu hænger i madpakkehuset. Kunstværket er tænkt som et symbol på det fællesskab og de minder, børnene skaber sammen i Skovhuset.
