Ny etape af Aars Skov indvies ved et festligt arrangement
Elsker du også at plante træer?
Så har du muligheden når en ny etape af Aars Skov indvies ved et festligt arrangement mandag den 26. maj fra kl. 16.00 til 17.30. Etapen kommer til at hedde Hvorvarp Folkeskov, og alle er velkomne på dagen til at hjælpe med at håndplante de sidste træer.
Når opgaven er fuldført, er Naturstyrelsen og Aars vand vært med forfriskninger, pølser og brød, serveret direkte fra pølsevogn.
Aars Skov er et igangværende skovrejsningsprojekt i området nord for Aars by, på begge sider af Aggersundvej og syd for Jenle og Søttrup plantager. Aars Vand og Naturstyrelsen har til og med 2020 erhvervet, rejst skov og genskabt natur på ca. 425 ha. Det samlede skovrejsningsområde udgør ca. 620 ha.
”Skovrejsning er udset til at være et væsentligt redskab til løsning af nutidens og fremtidens problemer, med bl.a. sikring af rent drikkevand og klimaudfordringer. Derfor er det glædeligt at indvie Hvorvarp Folkeskov, som en del af Aars skov, sammen med vores samarbejdspartnere, som alle vil bidrage til en fælles løsning. I Naturstyrelsen glæder vi os også over, at så mange lokale brugere har taget Aars skov til sig og benytter den dagligt til friluftsliv. Vi arbejder fortsat for, at skoven også fremover vil være en attraktiv ramme for fritid og friluftsliv”, siger skovrider Annette Strøm Jacobsen
Hvorvarp Folkeskov er et mønstereksempel på hvad, der kan lade sig gøre, når offentlige og private kræfter går sammen om at løse en vigtig samfundsopgave. Naturstyrelsen og Aars Vand bidrager med den finansielt tungeste del i form opkøb af jord, suppleret af virksomheder, der gennem Growing Trees Network donerer træerne.
Den danske burgerkæde Sunset Boulevard, der for en måned siden plantede træ nummer 500.000 i Gørløse Folkeskov på Sjælland, har doneret 32.000 af de 40.000 træer, der plantes og fortsætter dermed deres indsats for mere skov i Danmark. Nu er der plads til, at andre virksomheder donerer de sidste 8.000 træer til Folkeskoven.
”Vi er stolte over at kunne indvie endnu en Folkeskov i samarbejde med Naturstyrelsen. Naturstyrelsens skovrejsningsprojekter kan noget helt særligt, fordi størrelsen giver mulighed for at skabe store sammenhængende naturområder, der leverer på vigtige samfundsagendaer som grundvandsbeskyttelse, folkesundhed, biodiversitet, CO2 og klimaforandringer. Og det er vi glade for at kunne tilbyde vores sponsorer”, siger Kim Nielsen og Lars Heiselberg Vang Jensen, stiftere af Growing Trees Network.
Om Aars Skov
Aars skov er i udgangspunkt etableret med henblik på at udvikle bynær skov i 1988-89 med supplerende opkøb senere. Skovrejsningsprojektet er udvidet med henblik på sikring af grundvand i samarbejde med Aars Vand. Aars skov og Jenle plantage forventes at vokse sammen til et sammenhængende rekreativt skovområde.
I Aars Skov er friluftsliv og skovdrift prioriteret særligt højt. Det er en vigtig målsætning, at skovrejsningsområdet udvikles til at udgøre gode rammer for friluftslivet. Det er herudover målsætningen med skovdriften at bidrage til områdets grundvandssikring i overensstemmelse med principperne for naturnær skovdrift og et fokuseret træartsvalg.
Målsætningen for skovens forvaltning er at bevare og forbedre de eksisterende naturværdier og at der udvikles nye spændende naturområder, hvor der er potentiale herfor.
Tilmelding til event: https://www.growingtrees.dk/event-tilmelding/