ForsideMariagerfjordNy forpagter, nyt menukort og ny energi: Sisse åbner Bies 1. maj

Ny forpagter, nyt menukort og ny energi: Sisse åbner Bies 1. maj

Ny forpagter, nyt menukort og ny energi: Sisse åbner Bies 1. maj

Der er godt nyt til alle madglade hobrogensere og besøgende: Bies Restaurant slår igen dørene op torsdag den 1. maj 2025. Det bliver med en forfrisket indretning, et helt nyt menukort – og en stor portion glæde og forventning hos restaurantens forpagter, Sisse Bæk Mortensen.

“Jeg glæder mig helt vildt til at tage imod gæsterne – og det bliver med god mad, dejlig stemning og selvfølgelig øl fra bryggeriet direkte fra hanerne,” siger Sisse med et smil.

En kærlig hånd og lokale kræfter
Restauranten har været lukket nogle måneder, men bag kulisserne er der arbejdet flittigt. Det lokale malerfirma har sat deres præg på både restaurantens vægge, køkken, gangarealer og toiletter. I sidstnævnte rum har man endda også malet gulvene, så alt fremstår friskt og indbydende.

“Vi har virkelig ønsket at bevare den rustikke charme og den varme stemning, som Bies er kendt for – og det synes jeg, vi er lykkedes med. Det er stadig Bies, som folk kender det – bare med en lille opfriskning,” fortæller Sisse.

Hjælp fra både bestyrelsen og familien
Bestyrelsen bag Bies har ikke kun haft fokus på pensler og farver – de har også haft travlt med at brygge øl, så hanerne i restauranten er fulde af friskbrygget drikke til åbningsdagen.

“Jeg er så taknemmelig for den hjælp og opbakning, jeg har fået – både fra bestyrelsen og fra min familie og venner. De har knoklet med mig for at få det hele klar. Det betyder virkelig meget,” siger Sisse, der netop er flyttet tilbage til området efter nogle år i Skagen.

Ny menu med klassikere i nye klæder
Når gæsterne igen kan sætte sig til rette ved bordene i Bies, bliver det med et menukort, der byder på klassiske retter med et moderne twist – noget for enhver smag, som Sisse siger det. Og drikkevarerne er der heller ikke gået på kompromis med.

“Udover vores egne øl, som jeg glæder mig meget til at servere, har jeg fået sammensat et spændende vinkort, som jeg tror, mange vil synes om,” lover hun.

Velkommen fra 1. maj
Med kok, køkkenchef og tjenere klar i kulissen, venter nu blot den store dag, hvor dørene åbnes igen. Dørene slås op den 1. maj, og Sisse og resten af holdet står klar til at tage imod både stamgæster og nye ansigter.

“Vi håber, folk har lyst til at kigge forbi – om det er til en god frokost, en øl i solen eller en hyggelig middag. Vi er i hvert fald mere end klar til at tage imod jer,” slutter Sisse.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler