Oplev kulturarv i verdensklasse – i Aars midt i Vesthimmerland
Vesthimmerlands Museum præsenterer fantastiske fund og fortællinger fra Danmarks kulturarv
Midt i Aars, i en bygning tegnet af den anerkendte kunstner og arkitekt Per Kirkeby, inviterer Vesthimmerlands Museum på en rejse gennem tusinder af års fascinerende historie og kulturarv. Museet forener markante arkitektoniske rammer med de mest spektakulære fund og fortællinger fra Vesthimmerlandsområdet.
I denne sæson indgår Vesthimmerlands Museum i et samarbejde med kunstneren Johnny Haugaard, også kendt som Blomstermanden. Flere af museets centrale genstande – herunder det ikoniske Gundestrupkar – danner afsæt for Haugaards kunstneriske arbejde med naturens cyklus og mytologiske temaer på Forårsudstillingen ”Naturens Stemme – Forfald”, som kan opleves i den gamle svømmehal i Aars, lige ved siden af Vesthimmerlands Museum.
Sammen har Johnny Haugaard og Louise Villadsen fra Vesthimmerlands Museum tilmed skabt samtalevideoer, hvor de bl.a. beretter om Vesthimmerlands helt særlige historie med ofringer, hvordan kimbrerne er opstået samt Gundestrupkarrets betydning – fra fortiden til nutiden. Se videoerne her!
På museet kan man opleve de autentiske, historiske genstande, som blomsterkunstneren spejler sig i – og få et direkte møde med fortidens fortællinger.
I udstillingen kan besøgende blandt andet opleve Gundestrupkarret – en sølvkedel fra jernalderen, kendt for sine detaljerede relieffer og mystiske symbolik. En tegneserie fra fortiden – og en inspiration til en anden tegneserie fra de nyere tider. Det siges at nogle af mytologiske ”tegninger” har inspireret til fortællingerne om Asterix og Obelix. En af forfatterne, Alberto Uderzo, var meget fascineret af karret og især historien om trylledrikken der findes i den store kedel, hvor krigerne skal have en tår inden de går i kamp.
Skæbner gennem tiden – oplev historien på Vesthimmerlands Museum
I stenalderudstillingen møder man Danmarks ældste kendte voldsoffer, hvis dramatiske skæbne giver et rørende og tankevækkende indblik i oldtidens samfund. Den imponerende Woodhenge fra Stenildgård, et stort gravmonument fra stenalderen, og fortællingen om Aggersborg – Danmarks største vikingeborg – giver et sjældent indblik i områdets betydning gennem flere tidsaldre. Fra rituelle fællesskaber til vikingernes magtdemonstration, er der rig mulighed for at gå på opdagelse i fortidens liv.
Museet fortæller også historien om Livøanstalten, der i det 20. århundrede husede mænd, som af samfundet blev betragtet som “asociale og åndssvage”. Udstillingen sætter fokus på menneskeskæbner og synet på afvigelse i en anden tid.
Vesthimmerlands Museum byder på en sanselig og tankevækkende oplevelse for både børn og voksne. Museet har åbent alle dage i april og frem til den 11. Maj.


