Forside112Mystisk flamingokasse gravet ned i Sønderskoven – politiet fandt noget helt andet...

Mystisk flamingokasse gravet ned i Sønderskoven – politiet fandt noget helt andet end forventet

Mystisk flamingokasse gravet ned i Sønderskoven – politiet fandt noget helt andet end forventet

En usædvanlig anmeldelse førte  til en noget anderledes politiindsats i Sønderskoven ved Bælum. En lokal borger havde tirsdag den 25. marts kl. 13.08 kontaktet Nordjyllands Politi efter at have set en mand opføre sig mistænkeligt i skovområdet.

“Tirsdag den 25. marts kl. 13.08 modtog vi en anmeldelse fra en borger, som havde bemærket en mandsperson i Sønderskoven ved Bælum,” skriver Nordjyllands Politi på SoMe

Ifølge anmeldelsen ankom manden i bil og steg ud med en flamingokasse, der senere blev vurderet til at være omkring 35x35x35 cm. Det mærkværdige var dog ikke blot, at han bar på en flamingokasse – men hvad han gjorde med den.

“Anmelderen undrede sig – og han undrede sig blot endnu mere, da manden kort efter gravede flamingokassen ned i skovbunden og kørte efterfølgende fra stedet.”

Det usædvanlige fund fik politiet til at tage anmeldelsen alvorligt. Allerede onsdag morgen begyndte efterforskerne at drøfte mulige scenarier:

“Der var straks mange hypoteser i spil. Hvad kunne der mon være i kassen?”

Med erfaring i lignende sager vurderede politiet, at der kunne være tale om alt fra narkotika til våben eller tyvekoster.

“De politifaglige spekulationer trak i retning af narko, våben eller tyvekoster. Og vi var selvfølgelig nødt til at undersøge forholdet nærmere.”

En patrulje blev sendt til området sammen med anmelderen, der kunne udpege det præcise sted i skovbunden. Kassen blev herefter gravet op med stor forsigtighed.

“Den mystiske flamingokasse blev meget forsigtigt (og ikke uden en vis indre spænding) gravet op, så vi kunne undersøge den for spor, hvis tingene talte for det.”

Men det viste sig, at indholdet var langt fra kriminelt.

“Kassen gemte dog ikke på narko. Den gemte heller ikke på våben eller tyvekoster.”

I stedet fandt betjentene seks flasker Tuborg Påskebryg med karakteristiske gule kyllingeetiketter.

“Da flamingolåget blev knirket af, lå der i stedet 6 stk. Tuborg Påskebryg med gule kyllinge-etiketter i kassen.”

Efter en vurdering på stedet valgte politiet at genplacere kassen nøjagtigt som fundet.

Et forbløffet “Blinkende lygter”-moment indtraf, og vores lokale politi indså, at det bedste og rigtigste, de her kunne gøre, var at værne om den “jordkølede lykke”. Så de klemte låget på kassen og gravede sirligt øllene ned igen i den helt rigtige dybde.

Politiet oplyser, at der ikke er rejst nogen sigtelse i sagen, og at der ikke er tegn på, at nogen love er blevet overtrådt. De benytter dog lejligheden til at minde om, at alkohol og bilkørsel ikke hører sammen:

“Husk, at påskekyllinger på flaske (og deres snapse-fætre) ikke er forenelige med kørsel.”

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler