Mads Holm Danielsen skifter til Venstre i Rebild Byråd
Efter grundige overvejelser skifter Mads Holm Danielsen fra Det Konservative Folkeparti til Venstre, og indtræder således i Venstres Byrådsgruppe.
”Jeg har overvejet min beslutning i et stykke tid, og jeg føler, at beslutningen er den rigtige for mig. Faktisk er mine politiske barnesko jo trådt i Venstre regi, og der har nok altid været en god portion Venstre DNA i mig” udtaler Mads Holm Danielsen.
Borgmester Jesper Greth udtaler, at ”Det konservative Folkeparti og Venstre i denne byrådsperiode har haft et fantastisk samarbejde og sammen været garanter for at få økonomien i Rebild Kommune på ret køl igen. Dette gode og konstruktive samarbejde mellem de to borgerlige partier skal der naturligvis ikke ændres på, selvom Mads Holm Danielsen nu skifter parti”, understreger Jesper Greth.
”Nye medlemmer er altid velkomne i Venstre, og da jeg samtidig kender Mads Holm Danielsen som en positiv fyr, der gerne går en ekstra mil for dansk landbrug er han særdeles velkommen i Venstre siger Jesper Frisgaard”, der er formand for Venstre i Rebild
Kommune.
LÆS OGSÅ: Tilbageblik på byrådsvalget 2021 i Rebild: Mads Holm Danielsen fra de Konservative