Farsø-elektriker jagter guld til EuroSkills 2025
Når EuroSkills 2025 løber af stablen i Herning til september, vil den danske elektriker Casper Kærvang Pedersen fra Øgaard A/S i Farsø repræsentere Danmark i faget Electrical Installations. Hele vejen fra den intensive træning til konkurrencen har han Schneider Electric med som hovedsponsor.
EuroSkills 2025 forventes at tiltrække op mod 100.000 tilskuere, når mere end 600 faglærte fra hele Europa dyster i 38 forskellige fag. Herning bliver omdannet til det største europæiske samlingspunkt for faglærte talenter på dansk jord nogensinde – en oplagt mulighed for at hylde praksisfagligheden og det gode håndværk. Og forhåbentlig sikrer Danmark en medaljehøst af de helt store.
For Casper Kærvang Pedersen bliver det kulminationen på måneders intensiv træning, hvor han får chancen for at bevise sit talent og kæmpe om en topplacering blandt Europas dygtigste unge faglærte.
Schneider Electric støtter Casper hele vejen til podiet
Schneider Electric, en af verdens førende virksomheder inden for energieffektivitet og grønne teknologier, er dybt engageret i elektrikeruddannelsen og spiller en aktiv rolle i at styrke faget. De støtter blandt andet erhvervsskolerne med materialer og udstyr og har i en årrække været hovedsponsor til DM i Skills. Til EuroSkills 2025 forstærker de nu deres engagement yderligere som hoved- og produktsponsor for elektrikerkonkurrencen – en indsats, der bygger direkte videre på deres mangeårige støtte til fagets udvikling og fremtid.
Mette Sandgaard Kühl, Channel Manager med ansvar for uddannelse og produkttræning hos Schneider Electric, understreger vigtigheden af at investere i fremtidens faglærte, hvor støtten til Casper er en stor del af dette:
“EuroSkills er en unik platform til at vise, hvor afgørende faglærte – og særligt elektrikere – er for den grønne omstilling. Casper er et forbillede for fremtidens elektrikere, og vi er stolte af at bidrage til hans træning og udvikling frem mod konkurrencen. Vi ønsker at øge opmærksomheden om elektrikerfaget og vise, at høje ambitioner, høj faglighed og faglig stolthed trækker tråde til en fremtidssikret grøn karriere i el-branchen.”
Casper vil inspirere den næste generation
For Casper Kærvang Pedersen er EuroSkills en enestående mulighed for at vise sit talent frem på en international scene og inspirere flere unge til at blive elektrikere:
“Det betyder utrolig meget for mig at repræsentere Danmark til EuroSkills på hjemmebane. Jeg ser frem til at måle mig med Europas bedste og vise, hvor dygtige vi er i Danmark. Samtidig håber jeg, at min deltagelse kan motivere flere unge til at vælge elektrikerfaget – vi står nemlig over for en spændende fremtid, hvor vores fag spiller en nøglerolle i den grønne omstilling.”
Om EuroSkills Herning 2025
EuroSkills Herning 2025 er europamesterskabet for erhvervsuddannelser og samler 600 unge fagatleter fra hele Europa. Her konkurreres der inden for 38 fagområder, og der forventes at være op til 100.000 besøgende til eventet. Det er en unik platform til at fremhæve erhvervsuddannelsernes betydning for fremtidens arbejdsmarked og den afgørende rolle, faglærte spiller i den grønne omstilling.
