ForsideMariagerfjordAnlægsprojekter sættes på pause for at polstre kommunekassen i Mariagerfjord 

Anlægsprojekter sættes på pause for at polstre kommunekassen i Mariagerfjord 

Anlægsprojekter sættes på pause for at polstre kommunekassen i Mariagerfjord 

Mariagerfjord Kommunes byråd bremser anlægsinvesteringer  

Mariagerfjord Kommune er akut udfordret på kassebeholdningen. Derfor hiver fjordkommunens politikerne nu hårdt i håndbremsen, når det gælder planlagte anlægsinvesteringer.

Kommunens kassebeholdning er nemlig ramt af en uheldig kombination af en meget høj anlægsaktivitet i 2023, tab på kommunens investeringer og underskud på driften. Senest på ældreområdet, hvor udgifterne til plejekrævende seniorer er skredet med 40 millioner kroner.

Borgmester Mogens Jespersen er ærgerlig over, at byrådet kun tre uger inde i det nye år må nedjustere anlægsbudgettet for at polstre kommunekassen.

– Vi kan se, at vores kassebeholdning allerede nu bevæger sig ned omkring Indenrigsministeriets anbefaling for en kommune på vores størrelse. Derfor er vi simpelthen nødt til at hive i håndbremsen på en række planlagte anlægsprojekter, der vil dræne kommunekassen yderligere, hvis vi stikker spaden i jorden, siger borgmesteren.

Prognoserne viser, at kommunens kassebeholdning til at finansiere løbende udgifter vil falde betydeligt over de næste par år. Derfor er der behov for en markant opbremsning af udgifterne.

Ifølge borgmesteren er administrationen i fuld sving med at undersøge, hvilke anlægsprojekter, der kan stoppes, reduceres eller udskydes.

– En række store anlægsprojekter har været forsinket, og vi har mange gode anlægsprojekter på vej. Derfor skal vi have vurderet, hvilke projekter vi kan sætte på pause for at styrke likviditeten. Indtil det overblik ligger på vores bord, indfører vi anlægsstop, siger Mogens Jespersen.

En markant nedjustering af anlægsbudgettet er ikke det eneste håndtag, som politikerne har valgt at hive i. Kommunen har mulighed for at lånefinansiere havnebyggeriet i Mariager samt de nye skraldespande til affaldssortering, som mange borgere har fået i 2023. Denne lånemulighed tænker kommunen at bruge ligesom det undersøges om låneomlægning kan frigive likviditet.

Borgmester Mogens Jespersen er glad for, at Økonomiudvalget tager ansvar for at afbøde den alvorlige budgetmæssige situation.

– Det er en nødvendighed, at vi nu spænder bæltet ind, når det gælder anlægsbudgettet. I den kommende tid er det endnu mere vigtigt, at vi har et skærpet fokus på at overholde vores driftsbudgetter. Ender vi endnu engang med et underskud på driften, kan vi jo ikke tage pengene i vores kassebeholdning. I givet fald må vi finde pengene på driften. Her kan vi næppe undgå, at det rammer vores serviceniveau, slutter borgmesteren.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler