ForsideHimmerlandDanskernes Top Hot Dogs

Danskernes Top Hot Dogs

Danskernes Top Hot Dogs

Vi er vilde med hunde, der elsker selskab. Men hvilken hunderace er Danmarks absolut hotteste? Det kan Agria Dyreforsikring svare på: Hvert år i januar laver Danmarks største dyreforsikringsselskab en opgørelse over, hvilke hunderacer der var danskernes foretrukne i det forgangne år – se de 10 “Hot Dogs” her i artiklen.

Hvert år i januar laver Agria Dyreforsikring en opgørelse over, hvilke hunderacer der var danskernes foretrukne det forgangne år. Statistikken udarbejdes ud fra tal fra forsikringsselskabets registre, der bl.a. viser, hvor mange hunde, der forsikres af hver race.

”Hunde spreder glæde og varmer hjerter hver dag, men det er også et stort ansvar at være hundeejer. Selv om hunden bliver optaget som et ligeværdigt familiemedlem i dens tobenede familie, er der lige så stor forskel på hunde som der er på familiens andre medlemmer – og hundene er lige så forskellige indeni, som de er udenpå. Derfor er det positivt, at årets top ti-liste viser, at danskerne i stor stil tænker over, hvad der gemmer der sig under det pelsede ydre,” forklarer Lotte Evers, der er Agria Dyreforsikrings hundeekspert og marketingchef.

Selskabspapegøjer

I år er det de mindre selskabshunde, der dominerer listen med hele seks på listens top ti, og det forstår Lotte Evers godt:

– Selskabshundene passer rigtig godt til den moderne livsstil. De er nemme og omgængelige, fysisk kræver de ikke helt så meget som de større hunde, og så er de lige til at tage med under armen, forklarer hun.

– De kan sagtens trives i en lejlighed i byen og kan nemt tages med på besøg hos familie og venner – og så er det bare nemmere at bære 7 kg selskabshund op og ned ad trapperne end 80 kg. mastiff, understreger Lotte Evers.

Selskabshundenes største udfordring er dog også lige netop deres selskabelighed:

– De knytter sig tæt til deres ejere og er sjældent gode til at være alene ret længe ad gangen, og det kan være et problem, når man bor så tæt, som man gør i byernes lejlighedskomplekser, så intens alene hjemme-træning er et must! mener hun.

Aktive arbejdere

– Fire hunde på listens top ti er oprindeligt aktive arbejdshunde – tre store og en mindre: To af de større hunderacer er retrievere; oprindeligt opdrættet til jagt, men samtidig meget sociale hunde, der er lærenemme, tillidsfulde, tålmodige og sociale, og det er kvaliteter, der ikke bare tiltaler jægerne. Racerne passer også til de fleste fra singler til familien med børn, til de aktive friluftsmennesker og til dem, der elsker daglige ture i skov og ved vand, forklarer Lotte Evers.

Som den eneste brugshund er også schæferhunden en del af top ti:

– Fordi den ud over at være en aktiv og samarbejdsvillig familiehund, også er en ofte benyttet arbejdshund for politi og forsvar, forklarer Lotte Evers.

Endnu en ”arbejdshund” har dog sneget sig ind på danskernes hitliste – den lille dansk-svenske gårdhund, også kaldet ”Rottehund”, ”Dansk Foxterrier” og ”Fuchsterrier”:

– Det er herligt, at den tidligere så velkendte mus- og rottebekæmper på landets gårde, som i takt med industrialiseringen risikerede at glide ud i glemslen, i dag har fået et flot comeback i danskernes hjem og hjerter! mener Lotte Evers.

Herunder kan du møde det seneste års mest populære hunderacer og få et overblik over, hvad den enkelte hunderace har at byde på, hvad den kræver, og hvordan det kan passe ind i dit liv. Men lad os ikke trække spændingen mere – lad nedtællingen over Danmarks 10 mest populære hunderacer begynde!

Foto: Agria Dyreforsikring

10 FRANSK BULLDOG Med sin livsglade attitude og sit venlige sind, tilsat en smule stædighed, er den franske bulldog en behagelig selskabshund til en familie, der ikke har alt for meget fart over feltet. Den elsker opmærksomhed og kan derfor finde på at lave gak, løjer og leg, og racen betegnes derfor som ”hundenes klovn”. Læs mere her: https://www.agria.dk/hund/hunderacer/fransk-bulldog/

9 ENGELSK COCKER SPANIEL En humørbombe på fire ben, der nok skal få smilet frem: Den engelske cocker spaniel er meget energisk, imødekommende og kontaktsøgende – og så står halen aldrig ikke stille på den glade hund, der elsker at være sammen med både mennesker og andre hunde. Læs mere her: https://www.agria.dk/hund/hunderacer/engelsk-cocker-spaniel/

 8 DANSK-SVENSK GÅRDHUND Et lille, kvikt og lærenemt energibundt med et velbevaret jagtinstinkt, som både er glad for ”at grave have” og ligge tæt i sofaen: Den alsidige dansk/svenske gårdhund er hurtig ved havelågen, glad for nye oplevelser, meget social men med en fortid som vagthund, kan den også være lidt reserveret overfor fremmede. Læs mere her: https://www.agria.dk/hund/hunderacer/dansk-svensk-gardhund/

 7 SHIH TZU En majestætisk lille hund med megen personlighed under den store mængde pels. Samtidig med at være legesyg og udadvendt, er shih tzu´en meget hengiven: Den knytter sig tæt til sin familie og vil ikke trives med at være alene mange timer om dagen – til gengæld gør dens praktiske størrelse den nem at have med på tur. Læs mere her: https://www.agria.dk/hund/hunderacer/shih-tzu/

 6 SCHÆFERHUND Den alsidige schæferhund fungerer i dag både som familiehund og som brugshund hos bl.a. politi og militær. Det er en er robust, trofast og kærlig hund med meget energi og stor arbejdslyst. Den har brug for masser af hjernegymnastik og fysisk aktivering, hvilket stiller store krav til dens familie. Læs mere her: https://www.agria.dk/hund/hunderacer/schaferhund

 5 CAVALIER KING CHARLES SPANIEL Social, selskabelig og så elsker en cavalier king charles at sidde tæt. Og får den ikke lov til det, vil den føle sig afvist. Den utroligt venlige og imødekommende hund er vild med mad, mennesker og med at være i hænder. Den er til gengæld ikke nødvendigvis begejstret for andre hunde eller for at være alene hjemme. Læs mere her: https://www.agria.dk/hund/hunderacer/cavalier-king-charles-spaniel/

 4 COTON DE TULEAR Med sit udadvendte og tillidsfulde væsen omgås coton´en fint med både mennesker og hunde og knytter sig nært til familien. Den gør, hvis der kommer fremmede, men kan nemt tilpasse sig nærmest enhver livsstil. Dens pels, som er årsag til dens danske tilnavn, ”bomuldshund” kræver en del pleje. Læs mere her: https://www.agria.dk/hund/hunderacer/coton-de-tulear-bomuldshund/

3 GOLDEN RETRIEVER Med sit milde sind, store tålmodighed og lærenemhed har golden retrieveren i mange år ligget højt på listen over danskernes favorithunderacer. Den finder sig i (lidt for) meget, men har samtidig et følsomt gemyt, og kan være lidt forsigtig, men nyder at være en del af en aktiv familie og går gerne med den aktive jæger på jagt. Læs mere: https://www.agria.dk/hund/hunderacer/golden-retriever/

2 BICHON HAVANAIS En opmærksom og udadvendt lille charmetrold, der elsker at lege og er meget social. Den elsker sin familie og bevæger sig sjældent langt væk. Selv om en bichon havanais er med på den værste, er den ikke god til at være alene, og den passer gerne på sine ejere og sit territorium og gør, når den er utryg. Læs mere her: https://www.agria.dk/hund/hunderacer/bichon-havanais/

1 LABRADOR RETRIEVER Den hunderace, der blev tegnet flest nye forsikringer på hos Agria Dyreforsikring i 2023, er labrador retriever! En venlig, intelligent og energisk hund, der er kendt for sit godmodige væsen og sin store samarbejdslyst. Den er intelligent, lærenem, social og tålmodig – den elsker at bevæge sig, lege og udforske nye ting, men som voksen hund er den samtidig god til at slappe af. Den kaldes ”den logrende schweizerkniv”, fordi den både er en virkelig god jagthund og ”allround hund” til den aktive, dedikerede familie, så vi forstår godt, hvorfor denne fantastiske og alsidige hund IGEN kan lade sig hylde som danskernes absolutte ”Top Hot Dog”! Læs mere her: https://www.agria.dk/hund/hunderacer/labrador-retriever/

Listen viser de 10 hunderacer, der blev forsikret flest af i 2023 hos Agria Dyreforsikring. Racerne er listet op i vilkårlig rækkefølge.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler