ForsideMariagerfjordHeadspace og Ung Mariagerfjord modtager overskud fra støttekoncert

Headspace og Ung Mariagerfjord modtager overskud fra støttekoncert

Headspace og Ung Mariagerfjord modtager overskud fra støttekoncert

Torsdag den 20. marts 2025 tog Jørgen Laursen og Brian Andersen fra Event Øster Hurup turen til Hobro for officielt at overrække overskuddet fra en støttekoncert sidste år. Begge udtrykte stor glæde ved at kunne sende penge videre til to vigtige initiativer: Headspace Mariagerfjord og Ung Mariagerfjord.

Overrækkelsen fandt sted på Ungdomsskoleleder Lars Ottes kontor, hvor han fortalte om, hvordan de donerede midler vil gavne de omkring 18-20 elever i Praktikklassen. Midlerne bruges specifikt i denne klasse, da eleverne i mange år har hjulpet til på havnen i Øster Hurup under afviklingen af det årlige musikarrangement Musik på Havnen.

En vigtig indsats for unge

“Ungdomsskolen gør en enorm indsats for mange unge på forskellig vis. Vi har gennem mange år haft et godt samarbejde med dem og har stor glæde af deres hjælp og deltagelse. De unge er så livsbekræftende og klør på, og det vil vi gerne støtte,” fortæller Jørgen Laursen.

Han understreger også vigtigheden af Headspace Mariagerfjords arbejde: “Headspace gør en stor indsats for vores unge i kommunen, der har brug for hjælp og støtte. Der er mange unge, der har det svært i disse år, så vi håber, at vores støtte kan hjælpe Headspace med at hjælpe endnu flere.”

Stigende behov for Headspace

At flere og flere unge har søgt hjælp hos Headspace i 2024 kan ungerådgiverne Marianne Holst Nielsen og Julie Henriksen bekræfte:

“Vi har gennem 2024 haft flere og flere unge forbi til samtale, og vores 8-ugers forløb med mindre grupper har været fyldt hver gang. Det har været et travlt år for os og vores mange frivillige, der er koblet på Headspace Mariagerfjord,” fortæller Marianne Holst Nielsen.

Julie Henriksen tilføjer: “Faktisk har vi for tiden fået en ekstra halvtidsstilling koblet på os, da der er så mange unge, der kommer til os. Så der er brug for al den hjælp, vi kan få. Denne støtte går direkte til en målrettet indsats for unge piger samt til en ny sofa og generel hyggelig indretning af vores lokaler på Tempovej i Hadsund.”

Generøs donation fra Event Øster Hurup

Både Headspace Mariagerfjord og Ung Mariagerfjord modtog hver 23.500 kroner fra Event Øster Hurup. Pengene kommer fra en støttekoncert med Anders Munch og Broderskabet, der blev afholdt sidste år.

Event Øster Hurup fortsætter deres velgørende initiativer og afholder en ny støttekoncert i maj måned i år. Mere information om dette vil senere kunne findes på Himmerlandsposten.dk

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler