ForsideMariagerfjordEn livsglædens ambassadør: Lissy Vad fejrer 60 år som instruktør

En livsglædens ambassadør: Lissy Vad fejrer 60 år som instruktør

En livsglædens ambassadør: Lissy Vad fejrer 60 år som instruktør

Lissy Vad hyldet for hendes 60 års jubilæum som Instruktør på Senioridræt Skelund´s generalforsamling d. 14. marts 2025.

Lissy Vad – En livslang passion for bevægelse og fællesskab

Nogle mennesker sætter dybe spor, ikke kun i deres eget liv, men i andres. Lissy Vad er en af dem. Siden barnsben har hun haft en stærk passion for gymnastik og bevægelse, og hendes engagement har gennem årtier bragt glæde, sundhed og fællesskab til utallige mennesker.

Født i 1946 var hun fra starten en dygtig gymnast, altid i front på holdet. Det var derfor naturligt for hende at uddanne sig som gymnastikinstruktør på Gymnastikhøjskolen i Viborg. Allerede som ung kastede hun sig over instruktørrollen, hvor hun i 1964 startede sine første hold – et børnehold i Snæbum og et motionsdamehold i Klejtrup.

Hendes første opvisning med dommer fandt sted på et hotel i Hobro. Den blev startskuddet til en særlig tid, da hun herefter blev opfordret til at blive en del af et elitehold, hvor hun var aktiv i fire år. Men det var ikke kun som udøver, hun brillerede – hendes passion for at undervise og inspirere andre voksede, og snart havde hun utallige hold forskellige steder.

Midt i en travl tid med gymnastik og undervisning fandt kærligheden også vej til Lissy. I 1965 gik Børge på knæ, og de to blev gift. Familielivet begyndte, men selvom gymnastikken fyldte meget, var der altid tid til at tage med Børge til motorcrossstævner om sommeren – gymnastikholdene måtte vente til efteråret.

I 1988 bosatte parret sig i Skelund, som stadig er deres base. Her tog Lissy sin passion til nye højder, da hun blev ansat ved Hadsund Kommune som vejleder i projektet Sund By. Med op til 14 hold om ugen underviste hun i alt fra stavgang og seniordans til stolegymnastik og gåture i naturen – alt sammen med sundhed og velvære i fokus.

Gennem DGI har hun altid været en engageret deltager i kurser og lederuddannelser, og hun har spillet en vigtig rolle i seniorudvalget. Planlægning og udvikling har været en naturlig del af hendes virke, og hun har været med til at sikre, at senioridræt blev prioriteret.

Selvom Lissy nu er pensionist, har hun ikke sluppet sin livslange passion. Hun fortsætter med at undervise i senioridræt i Skelund, hvor hun stadig leder tre stolegymnastikhold – hver med sit særlige fokus. Mandag er for de friske, tirsdag var for gigtplagede, og fredag er for personer med nedsat mobilitet. Efter nedlukningen af tirsdagsholdet er det blevet slået sammen med fredagsholdet og rykket til Frivilligcenteret Mariagerfjord.

Lissy Vad er en ildsjæl af de sjældne. Hun formår at skabe et rum, hvor bevægelse og fællesskab går hånd i hånd, og hvor socialt samvær vægtes lige så højt som de fysiske øvelser. Hun har gjort en forskel for så mange, og hendes engagement smitter stadig. Vi håber, at vi får mange gode og sjove år med hende endnu – for Lissy er ikke kun en instruktør, hun er en livsglædens ambassadør.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler