Valg af hvalp kan påvirke økonomien
Enhver, der overvejer at inkludere et firbenet familiemedlem i hjem og hjerte de næste 10-15 år, bør tænke en række faktorer igennem først. Det handler dog ikke blot om at sætte sig ind i hunderacens egenskaber, behov og temperament: Racens generelle sundhed påvirker ikke bare hundens velbefindende og levetid, men i høj grad også ejerens bekymringsniveau og husstandens økonomi.
– Der er betydelige sundhedsmæssige forskelle, når man sammenligner de hundredvis af hunderacer, man kan vælge igennem. Derfor er det – for hundens skyld – vigtigt for kommende hundeejere, at de sætter sig ind i deres drømmehvalps sundhedsudsigter: Og her taler jeg både om risikoen for, at hvalpen udvikler racespecifikke sygdomme livet igennem og om, hvordan man som hundeejer kan mindske risikoen for, at hunden pådrager sig de sygdomme eller skader, der er oftest forekommende for den enkelte race, forklarer hundeekspert og marketingchef hos Agria Dyreforsikring, Lotte Evers.
De oplysninger kan du finde i blandt andet ”Agria Breed Profiles”, som er racespecifikke sundhedsprofiler for indtil videre 180 forskellige hunderacer, blandingshunde generelt og på blandingshundene labradoodle og cockerpoo
– Sundhedsprofilerne er skabt ud fra Agrias omfattende skadesregister og afspejler derfor den aktuelle sundhedsstatus for vores hunde. De viser f.eks., hvor ofte den enkelte race besøger dyrlægen sammenlignet med gennemsnittet for alle andre hunderacer, og hvilke typer sygdomme og skader, der er mest almindeligt forekommende hos lige netop den race. Ved at tage udgangspunkt i sundhedsprofilerne har du som kommende hundeejer mulighed for at stille skarpt på forebyggelse og samtidig stille krav til forældredyrs sundhed, så du får mulighed for at give din hund bedre betingelser for et sundt og langt liv, siger hun.
Fakta om Danmarks mest populære
Danmarks igennem mange år allermest populære hunderace – labrador retrieveren – pådrager sig oftere skader i bevægeapparatet, mave-tarmproblemer og kloskader end gennemsnittet af alle andre hunderacer, viser sundhedsprofilen.
– Den velinformerede labradorejer kan med det in mente hjælpe sin hund til at leve et sundere liv ved f.eks. at sørge for, at hunden ikke bliver overvægtig, men opretholder en normal vægt gennem hele livet, og holde et vågent øje med, hvad der ryger indenbords af ”sjove ting” (særligt i hvalpetiden). Som hvalpekøber bør du også sikre dig, at begge forældredyr har sunde led, så du også der kan sætte forebyggende ind. Kloskader forebygges nemt ved at holde kløerne korte, så træning af kloklip skal på programmet, når hvalpen flytter ind. Det er små ting i hverdagen, der kan bidrage til bedre livskvalitet hos hunden, forklarer Lotte Evers og tilføjer:
– Lad os bare været helt ærlige – alle hunde kan blive syge og komme til skade, uanset om det er racehunde eller blandingshunde, hvilket Agria Breed Profiles netop underbygger med valide data. Det handler ikke om at udskamme bestemte racer eller blandinger – tværtimod giver profilerne et objektivt syn på, hvad man som hundeejer kan forvente, og hvor der skal og kan forebygges.
Hundens helbred påvirker økonomien
Sundhedsprofilerne kan også bruges til at vurdere, hvor omkostningstung den enkelte blanding eller hunderace vil være på den kommende hundeejers budget på længere sigt, for hundens behov for dyrlægebehandling kan få stor indflydelse på kæledyrsejerens fremtidige økonomi, forklarer Lotte Evers:
– Udgifterne til dyrlægebehandling afspejles efterhånden hos de fleste selskaber i prisen for hundeforsikring for den enkelte race: Hunderacer eller racemix, der sjældent besøger dyrlægen, har derfor ofte en lavere forsikringspræmie. Det betyder, at der kan være tusindvis af forsikringskroner til forskel om året imellem de hunde, der ofte besøger dyrlægen, sammenlignet med dem, der sjældent har brug for dyrlægebehandling.
Sundhedsprofilerne er desuden udviklet for at hjælpe opdrættere i deres bestræbelser på at forbedre avlen og opdrætte sundere hunde. Agria deler derfor sundhedsprofilerne med hundeopdrættere, racespecialklubber og dyrlæger.
– Kontakt derfor opdrættere af den hund, du er interesseret i, eller den enkelte racespecialklub for at få bedre indsigt i, hvordan din yndlingsraces generelle sundhed er, og hvad du kan forvente at møde af racespecifikke sundhedsudfordringer og oftest forekommende skader, opfordrer Lotte Evers.