ForsideRebildVandringens potentialer i Himmerland: Stærkt samarbejde på tværs 

Vandringens potentialer i Himmerland: Stærkt samarbejde på tværs 

Vandringens potentialer i Himmerland: Stærkt samarbejde på tværs 

Tirsdag 3. marts blev en dag, hvor et vigtigt skridt blev taget mod at styrke turismen og vandreoplevelser i Himmerland. RebildPorten og Destination Himmerland afholdt et fælles event “Vandringens Potentialer i Himmerland”, med det formål at udnytte de tre himmerlandske kommuners store vandrepotentiale.

Eventen samlede aktører fra turisterhvervet i Vesthimmerland, Mariagerfjord og Rebild kommuner og havde til hensigt at udvide og forbedre vandreoplevelserne på tværs af kommunernes grænser. Der blev sat fokus på, hvordan lokale aktører kan arbejde sammen om at skabe nye vandreprodukter og dermed tiltrække flere turister til Himmerland. 

Erhvervs- og turistchef Jane Bejlegaard Lindberg, RebildPorten, udtaler:
“Vi har gennem mange år arbejdet målrettet på at udvikle vandreturismen i vores område og udnytte det enorme potentiale, vi har. Ved at samarbejde kan vi skabe endnu stærkere og mere sammenhængende oplevelser. Vandring er ikke kun en aktivitet for et par timer – den kan også strække sig over flere dage. Vi skal derfor arbejde for at koble oplevelserne sammen sådan, at de bliver endnu mere attraktive for de besøgende, der ønsker en vandreferie over flere dage. Det kræver samarbejde mellem aktørerne, og det ser vi heldigvis en opbakning til.”

Dette kunne dagens tre oplægsholdere nikke genkendende til, hvortil Direktør Leif Skaarup, Mariager Saltcenter og bestyrelsesmedlem i Destination Himmerland, fortæller: “Vi er utroligt heldige, at naturen er et så stærkt trækplaster i vores destination. Det giver os mulighed for at skabe autentiske oplevelser. Samarbejdet om at udvikle og formidle disse oplevelser styrker vores fællesskab som turistaktører og gør Himmerland til et helt særligt sted at besøge for vores gæster.”

Leif Skaarup holdt et oplæg, hvor han fortalte om Saltturen – et pakketeringsprodukt, hvor flere turistaktører er involveret, og som har været en stor succes. Leif talte ærligt om de udfordringer, der kan opstå ved at samarbejde med andre aktører, men understregede vigtigheden af, at de større aktører med de “store sko” også har en forpligtelse til at gå forrest i samarbejdet og tage ansvar.

Bente Pedersen, Rold Storkro, holdt ligeledes et ærligt oplæg, hvor hun delte de udfordringer, de havde mødt i arbejdet med ’Den Gastronomiske Kvalitetssti’ i Rebild, et produktsamarbejde, der har involveret flere aktører. Hun opfordrede til, at man har en klar forventningsafstemning og altid går helhjertet ind i samarbejder, da det er afgørende for succes. Hvis man ikke er klar til at give sit fulde engagement, skal man sige nej tak.

En ros til Bente Pedersen og hendes helhjertede samarbejdsevner, gik da også igen da Pia Skammelsen, ejerleder af Oh So Quiet gengav de helhjertede samarbejdsevner, netop ved det samarbejde hun har med Rold StorKro omkring luksuriøse vandreture i Rebild. Pia påpegede vigtigheden i at have dedikerede og passionerede samarbejdspartnere, som deler en vision for kvalitet og oplevelser, og inspirerede samtidig deltagerne til at holde blikket på produktet og møde gæsten i øjenhøjde.

Den himmerlandske natur er noget ganske særligt og det er vigtigt, at den udnyttes maksimalt i branding overfor gæsterne. Dette kan Destinationsdirektør Johanne Bugge, Destination Himmerland skrive under på: “Vi har et helt fantastisk produkt på tværs af vores himmerlandske kommuner, nemlig naturen. Vi kan se det på gæsteserviceanalyserne og vi kan høre det fra vores turisterhverv og fra turisterne: de er vilde med den natur, som Himmerland byder på, og vi kan se, at jo flere oplevelser turisten har et givent sted, jo gladere er de – og vi kan godt lide glade gæster i Himmerland.” 

Der var efter dagens møde enighed om, at erhvervet og aktørerene ser potentialer i at styrke samarbejdet på tværs af oplevelser, så der kan skabes de bedste rammer for den fortsatte udvikling af vandreprodukter i de naturskønne omgivelser. Og med det fokus, at tiltrække masser af glade nationale og internationale vandrere til området.

Johanne Bugge, Destinationsdirektør i Destination Himmerland, Leif Skaarup, Direktør i Mariager Saltcenter Foto: Destination Himmerland
Bente Pedersen fra Rold Storkro Foto: Destination Himmerland
Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler