Hesteejere og trænere skal lære at forstå hestens kognitive evner og individuelle behov
Et nyt forskningsprojekt, finansieret af Agrias Forskningsfond, skal uddanne fremtidige hesteejere og trænere i at forstå hestens kognitive evner og individuelle behov. Målet er at øge hestes velfærd igennem en mere etisk og videnskabeligt funderet håndtering og træning, oplyser Agria Dyreforsikring i en pressemeddelelse.
De seneste års afsløringer inden for ridesport viser et stort behov for holdningsændringer. Dybdegående viden blandt nye hesteejere og ryttere kan på sigt bidrage til at forbedre hestevelfærden og tilskynde til mere empatiske og evidensbaserede træningsmetoder.
Det mener Grete Jørgensen, doktor i etologi, dyremiljø og dyrevelfærd ved Norsk Institutt for Bioøkonomi (NIBIO). Sammen med Karin Morgan, adjunkt og doktor i agronomi ved Sveriges Lantbruksuniversitet, og med støtte fra forskerhold baseret i hhv. Sverige og Norge vil hun undersøge sammenhængen mellem heste og mennesker i hestesport. Hovedmålet med projektet er at bidrage til øget hestevelfærd ved at øge bevidstheden og skabe en dybere forståelse for heste.
– Ved at rette uddannelsesindsatsen mod nye hesteejere og elever indenfor hesteuddannelser håber vi at kunne påvirke den næste generation af hestetrænere og hesteejere i en mere etisk korrekt retning, siger Karin Morgan.
Lær at forstå hestens behov
Forskerne forklarer, at hestetræning kan betragtes som et samspil, der involverer mennesker og hest. Det kræver derfor en tværfaglig tilgang at undersøge sammenhængen mellem ejerskabsbevidsthed og hestevelfærd.
En vigtig del af projektet er den såkaldte ”symbolmetode”, en internationalt anerkendt forskningsbaseret kommunikationsteknik, hvor heste lærer at bruge symboler til at udtrykke deres ønsker og behov. Til forskningsprojektet rekrutteres elever med hest, som undervises i symbolmetoden samt interviewes om deres holdninger, overbevisninger og syn på heste og hestetræning.
Fordi hestes individuelle behov ændrer sig afhængigt af miljø, alder og træning, kan metoden give hesteejere værdifuld information til at træffe bedre beslutninger.
Forskningsresultaterne offentliggøres i 2027, og projektet omfatter desuden en digital håndbog om symbolmetoden, som vil blive gjort tilgængelig for alle interesserede.