Opdatering på krydset mellem Gl. Roldvej/Roldvej
Vesthimmerlands Kommune har set nærmere på krydset mellem Gl. Roldvej/ Roldvej samt de mange inputs, der er tilgået dem på mail.
-At finde den rette trafiksikre løsning, der samtidig sikrer god fremkommelighed på Roldvej, er en udfordring. Derfor vil vi igangsætte en trafikalanalyse af krydset for at finde den bedste løsning. Vi forventer i løbet af foråret at kunne have en løsning for krydset. Ændringer er sjældent gratis, så der skal også findes nødvendige midler til en eventuel ombygning. Dette tager tid, men vi er opmærksomme på, at trafikken ikke står stille, og problemerne i krydset fortsætter, fortæller Vesthimmerlands Kommune på deres facebookside.
Derfor sætter Vesthimmerlands Kommune nu mindre tiltag i gang for at forbedre trafiksikkerheden i krydset:
1-Generelt vurderes det, at den bedste rute mellem Roldvej og Aars i øjeblikket er via de to rundkørsler på Aggersundvej. I rundkørslerne er hastigheden lavere, og der er kun behov for at orientere sig i én retning.
2-Da der opleves chancebetonet kørsel i krydset, arbejdes der i første omgang med at begrænse trafikken på Gl. Roldvej. Derfor forsøger vi at flytte vejvisningen til Aars og Per Kirkeby Kunst i Aars fra Roldvej til rundkørslen mellem Roldvej og Aggersundvej.
3-Rundkørslen er en statsvej, og derfor har vi sendt en ansøgning til Vejdirektoratet om tilladelse til at flytte skiltene. Derudover har vi anmodet Google Maps om at ændre den primære vejvisning mellem Aars og Roldvej, så ruten går via rundkørslerne på Aggersundvej i stedet for via Gl. Roldvej.
Vi opfordrer bilister, der kører mellem Aars og Roldvej, til at køre via de to rundkørsler på Aggersundvej. Ja, det er 700 meter længere, men det udligner sig næsten i tid og kan være medvirkende til en sikkerhedsmæssig forbedring.
Pas på hinanden og kør forsigtigt i trafikken