Kom med til foredrag med Michelle Kristensen i Kultur- og Sundhedsugen
Michelle er ernæringsekspert, træner og forfatter og går på scenen med foredraget “Gør sundheden simpel og drop den dårlige samvittighed”.
Lørdag 1. marts 2025, kl. 13.00
Svømmecenter Vesthimmerland, Løgstørvej 65, Aars.
50 kr. + gebyr. Køb billet
Det skal være simpelt at være sund. Det er Michelle Kristensens vigtigste budskab og er også den allervigtigste pointe, når Danmarks ukronede sundhedsdronning indtager scenen.
Vi skal lægge den dårlige samvittighed langt væk og i stedet fokusere på de ting, der giver os overskud, energi og gåpåmod.
I en travl hverdag, hvor vi konstant står overfor krav og forventninger, er det enormt vigtigt, at vi har overskud og energi. Det har vi kun, hvis vi passer godt på os selv. Men sundhed skal ikke sidestilles med flere timers hård daglig træning. Sundhed betyder heller ikke, at vi skal leve af spelt, broccoli og tørt kylling, mens kage og god vin er forbudt.
Michelle Kristensen hjælper os med at finde balancen, for sundheden må aldrig blive et fængsel. Dog må man gerne have et ønske om at tabe sig, og det kan gudskelov gøres på en måde, som stadig gør det muligt at leve et godt og socialt liv, hvor der er plads til fest og flødekager.
Glæd jer til en energifyldt eftermiddag med masser af grin, hvor I får viden og inspiration til at få kontrol over jeres hjerners adfærd, samt at kunne navigere i de mange råd om motion, kost og sundhed, som vi konstant bliver bombarderet med. Hvad skal vi spise? Hvornår skal vi spise? Hvordan får vi stoppet trangen til at tømme en pakke flødeboller på regnfulde dage, hvor humøret er i bund? Og hvorfor ligger noget af succesen i den sunde livsstil ved at stoppe med at veje sig selv og droppe kalorietællingen?
Inkl. i billetprisen har du mulighed for at tage en svømmetur i vores nye Svømmecenter Vesthimmerland uden at skulle betale ekstra – det gælder både før og efter foredraget. Foredraget afholdes i foyeren i Svømmecenter Vesthimmerland.