ForsideMariagerfjordTobias Lennert - Fra Visborg til Hobro IK’s førstehold

Tobias Lennert – Fra Visborg til Hobro IK’s førstehold

Tobias Lennert – Fra Visborg til Hobro IK’s førstehold

21-årige Tobias Lennert bliver frem til sommer en del af Hobro IK’s førsteholdstrup.

Tobias kom til klubben i 2015 og har siden taget turen op igennem U-rækkerne, inklusive U23, hvor chancen nu er kommet til at prøve sig af på øverste hylde i Hobro IK.

– Jeg håber, at det bliver et lærerigt halvår på træningsbanen og forhåbentlig også med et par små indhop i kampe. Jeg kan efter de første uger godt mærke, at jeg bliver presset under træningerne, og det lærer jeg meget af, fortæller den venstrebenede wingback til Mariagerfjordposten.dk.

Tobias er opvokset på en ejendom ved Visborg lige uden for Hadsund, hvor han stadig bor hos sine forældre.

– Jeg startede, da jeg var lille, med at spille fodbold i Visborg og havde et lille ophold i Valsgaard, inden jeg i 2015 kom til Hobro IK. Så det er jo næsten 10 år, jeg har spillet i klubben. Det er en dejlig påskønnelse og anerkendelse af min indsats, at jeg nu får muligheden for at prøve mig af i førsteholdstruppen, fortæller Tobias.

Tobias har som ungdomsspiller deltaget i DBU-Future landsholdssamlinger som U15- og U16-spiller. Efter folkeskolens 10. klasse, som blev taget i Talentklassen på Mariagerfjords 10. klassecenter – naturligvis med fodbold – har han uddannet sig som murer. Svendebrevet kom i hus i efteråret 2024 hos det lokale Hobro-firma Brdr. Nielsen. Med erhvervsuddannelsen i bagagen er han nu klar til at give sig fuldt ud som fodboldspiller.

Tobias Lennert får trøje nummer 28. Han spillede 2. halvleg i årets første testkamp mod Randers – en kamp, Hobro i øvrigt vandt 2-0. Tobias Lennert var ligeledes med i fredagens testkamp mod Thisted, som Hobro vandt med 4-0. Tobias kom ind i 55. minut og spillede kampen færdig.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler