Social ulighed – det gir ulighed i sundhed
AF Susanne Flydtkjær, regionsrådsmedlem for Enhedslisten, medlem af Region Nordjyllands Sundhedsudvalg
Er det de rigtige mennesker, der kommer til lægen – rejser Pia Buus Pinstrup -valgt for Konservativt Folkeparti og 1. næstformand i regionsrådet, som spørgsmål – og svaret ligger jo i spørgsmålet – og hermed vel næsten også som en slags svar på årsagerne til ulighed i sundhed i Himmerlandsposten.
Ulighed i sundhed er imidlertid en noget mere kompleks størrelse end lige at sikre at det er de rigtige mennesker der kommer til lægen – og det konservative regionrådsmedlems præsentation af 4 tal på, at der nok fra nogle patienter der bruger lægernes tid lige vel meget – i hvert så meget at der skal prioriteres anderledes – forstår man.
Uligheden i sundhed kommer især til udtryk i forskelle i levetid mellem befolkningsgrupper. Den gennemsnitlige levetid for danskerne stiger stadig, men den stiger mest for de velstillede grupper, især for mændenes vedkommende. Sådan har det været gennem en årrække, så forskellen i levetid mellem de laveste og højeste indkomstgrupper er steget fra 6 år til næsten 10 år. En udvikling i Danmark, som ellers er blandt de rigeste og mest lige samfund i verden. Ikke bare pinligt – men ganske enkelt beskæmmende.
Årsagerne kender vi også – og de er ikke at nogen nok går lige rigeligt mange gange til lægen – som Pia Buus Pinstrup peger på. Den sociale ulighed i sundhed er tæt sammenvævet med den generelle økonomiske og sociale ulighed, som har taget fart siden de nyliberalistiske idéer har overtaget de fremherskende tankesæt på Christiansborg og omegn omkring årtusindeskiftet.
De velstillede har haft et tag-selv-bord både økonomisk og velfærds– og sundhedsmæssigt, de fattige, de lavtlønnede enlige, arbejdsløse, borgere på kontanthjælp , folkepensionister m.fl. har ikke plads ved tag-selv-bordet – og rammes tilsvarende på helbredet.
Uligheden holdes ikke blot ved lige, men øges i kraft af børnefattigdom, karakterræset i skolerne, uddannelsessystemets hækkeløb og et stadig mere ureguleret og prekært arbejdsmarked med tilhørende ustabile lave lønninger og nedslidende arbejdsmiljø.
Alle disse afgørende samfundsmæssige træk har langt de fleste politiskere ingen planer om at gøre op med, og derfor vil vi heller ikke se nogen afgørende ryk i retning af lighed i sundhed lige foreløbig.
Hvad værre er – er at sundhedsvæsenets indretning selv er med til at uddybe uligheden i folkesundhed. Mest oplagt gennem knopskydningerne i privathospitaler og udbredelsen af sundhedsforsikringer, men også gennem den betydelige brugerbetaling, der fortsat opkræves for medicin, hos tandlæger, fysioterapeuter og hos psykologer samt flere andre. Det er derfor vi i Enhedslisten arbejder imod privatisering og brugerbetaling på sundhedsområdet i alle sammenhænge. For der er kun de sundhedsmæssige ressourcer som der er – og når en stor del bindes i privat regi – ja så er det dem der kan betale, der nyder godt af det – og ikke andre.
Men sundhedsvæsenet er i takt med specialiseringen også blevet så kompliceret at finde rundt i, at mange borgere går tabt eller giver fortabt i karrusellen mellem egen læge, andre behandlere, hospitalerne og hospitalsafdelingerne imellem, og ikke mindst i fht kommunen, som tager over når der ikke er behov for hospitalsbehandling, men dog nok for behandling, pleje og omsorg. Udsatte borgere – har ingen chance i det system – med mindre der rækkes ud med hænder både fra regionens hospitalsvæsen og fra kommunerne.
Om implementering af den kommende Sundhedsreform kan ændre noget – kan vi håbe. Flere praktiserende læger – der hvor der er flest syge, burde i sig selv betyde at flere udsatte og sårbare patienter kan få den tid og hjælp, der er behov for. Hospitalernes 72 timers behandlingsansvar efter udskrivning burde betyde at den lægelige hjælp som ikke alle fik efter udskrivning, fremadrettet når frem. Genoprettelse af en brobygger funktion – som et flertal i regions rådet nedlagde i budget 2024- burde betyde at der er hjælpende hænder til at finde rundt i sundhedssystemet fremadrettet.
Men den grundlæggende ulighed – ja den er der ikke politisk vilje til at gøre noget ved – ikke endnu da.
LÆS OGSÅ: DEBAT: Ulighed i sundhed
