ForsideMariagerfjordRytmus takker for støtte til nye caféborde

Rytmus takker for støtte til nye caféborde

Rytmus takker for støtte til nye caféborde

Rytmus har modtaget en bevilling på 20.000 kroner fra Sparekassen Danmark Fonden Hobro – Jubilæumspuljen til indkøb af nye caféborde til Den Gamle Biograf. Foreningen har selv lagt ca. 7.000 kroner oveni, og resultatet er 30 moderne og miljøvenlige borde, der kommer til at gøre en stor forskel for biografens mange brugere.

– Vi er utrolig taknemmelige for støtten fra Sparekassen Danmark Fonden Hobro. Det betyder meget for os at kunne forbedre faciliteterne i Den Gamle Biograf, ikke kun for vores egne arrangementer, men også for de mange faste brugere som Pensionistforeningen, Filmklubben, og Ældre Sagen, siger formand for Rytmus, Gitte B. Larsen.

De nye borde er ikke blot sikrere og mere stabile, men er også fremstillet af genanvendt plast.

– Det har været vigtigt for os at vælge miljørigtigt. Bordene er lavet af genanvendt plast, hvilket betyder, at de kan genanvendes igen, når de ikke længere kan bruges. Det er en løsning, der både er praktisk og bæredygtig, forklarer Gitte B. Larsen.

Udover opgraderingen af caféområdet arbejder Rytmus også på at renovere backstageområdet i Den Gamle Biograf. ”Vi vil gerne sikre, at de kunstnere, der kommer og optræder hos os, har et lækkert pause-rum. Det er vigtigt for os at skabe gode rammer for alle, der benytter biografen, både foran og bagved scenen,” siger Gitte B. Larsen.

De nye caféborde får deres debut ved den kommende koncert den 8. februar, hvor Kaya Brüel optræder. ”Vi glæder os til at vise bordene frem til publikum og fejre denne forbedring af Den Gamle Biograf i Mariager,” slutter Gitte B. Larsen.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler