ForsideVesthimmerlandFra elværk til boligbyggeri: Planer for Himmerlandsgade på tegnebrættet

Fra elværk til boligbyggeri: Planer for Himmerlandsgade på tegnebrættet

Fra elværk til boligbyggeri: Planer for Himmerlandsgade på tegnebrættet

Udsendelse i høring – Forslag til lokalplan for etagebyggeri mellem Himmerlandsgade og Møllevej, Aars, ”Det gamle elværk” er på dagsordenen når Teknik og Miljøudvalget i Vesthimmerlands Kommune mødes til årets første udvalgsmøde den 6. januar 2024.

Aars Boligforening ønsker at opføre en ny etageboligbebyggelse på ejendommen Himmerlandsgade 38A-N i det centrale Aars, hvor det ”Det gamle elværk” nu ligger.

Administrationen har udarbejdet forslag til lokalplan, som giver mulighed herfor. Teknik- og Miljøudvalget skal beslutte, om det udarbejdede forslag til lokalplan skal udsendes i offentlig høring.

Baggrund
Aars Boligforening har i dag boliger i den gamle elværksbygning. Boligerne er i teknisk meget dårlig tilstand. Flere af boligerne i ejendommen har status af at være uegnede til beboelse og står derfor tomme.

Det er på denne baggrund, at boligforeningen har et ønske om at nedrive den eksisterende bebyggelse og opføre en ny bygning på nogenlunde samme sted, med nye etageboliger. Det er et ønske at opføre den nye bygning højere end den eksisterende og bygge flere boliger end, der er i dag.

Ejendommen er beliggende mellem Himmerlandsgade og Møllevej og ligger tilbagetrukket fra Himmerlandsgade i anden række bagved bebyggelsen, som ligger langs med fortovet.

Vedlagt luftfoto viser ejendommens beliggenhed og afgrænsning, som også vil være forslag til afgrænsning af ny lokalplan. 

Ejendommen ligger i kanten af handelsgaden i Aars, og i kort afstand til byens uddannelsesinstitutioner, og er en god placering for et nyt boligprojekt i Aars.

Fordebat:

Aars Boligforening har haft et ønske om at opføre den nye bygning højere og med én etage mere, end den gældende kommuneplanramme giver mulighed for.

Der har været afholdt en frivillig fordebat med inddragelse af ejendomsejere, beboere og brugere i nærområdet. Fordebatten havde til formål at høre om idéer og bemærkninger til en pågående planlægning for området.

Et fællestræk for høringssvarene i fordebatten var en bekymring for den virkning, som en højere bygning vil have på omgivelserne med hensyn til skygger og indkig til naboer.

På baggrund af den afholdte fordebat, og de indkomne høringssvar, har Økonomiudvalget den 26. juni 2024 besluttet, at der ikke skal udarbejdes tillæg til kommuneplanen, som vil give mulighed for den ønskede ekstra etage.

Nærværende forslag til lokalplan giver derfor alene mulighed for byggeri, som kan holdes indenfor den gældende kommuneplan.

Forventet konsekvens

Med lokalplanen gives der mulighed for at nedrive 14 etageboliger i midtbyen i Aars, hvor nogle af boligerne er i en teknisk forfatning, hvor de er uegnede til beboelse. Og der gives mulighed for at bygge 20 nye boliger i stedet for.

Hvis der bygges i henhold til lokalplanens bestemmelser, vil der ske en bygningsmæssig fortætning på grunden, idet en ny bygning vil være højere og med flere etager end den bygning, som findes på stedet i dag.

Den nye bygning vil være indenfor kommuneplanens rammer, og fortætningen vil være i overensstemmelse med intentionerne i byudviklingsplanen for Aars, hvor der peges på, at der skal sikres mulighed for fortætning med bl.a. flere boliger i bymidten. Dette begrundes i følgende: “Efterspørgslen efter bynære boliger er stor, og der er forventning om, at der også fremover vil være efterspørgsel efter bynære etageboliger.”

Organisering og kommunikation

Naboer og offentligheden inddrages ved udsendelse af forslag til lokalplan i høring.

Planforslaget, samt den endeligt vedtagne plan, annonceres på kommunens hjemmeside og via plandata.dk.

Alle, der har afgivet høringssvar, får tilsendt de endelige planer og orientering om beslutning.

Lovgrundlag Planlovens kap. 5 og 6. Miljøvurderingsloven.

Procesplan
Hvis administrationens indstilling godkendes, sendes planforslagene i offentlig høring. Herefter har alle mulighed for at indsende bemærkninger, indsigelser eller forslag til ændringer i planerne.

Høringsperioden skal som udgangspunkt være 8 uger, men hvis kommunen vurderer det, kan høringsperioden reduceres til 4 uger. I tilfælde hvor lokalplanforslaget er af mindre betydning kan høringsfristen reduceres helt ned til 2 uger. Fristen skal være passende og tillade rimelig tid for offentligheden. I dette tilfælde indstilles, at høringsperioden fastsættes til 8 uger, idet planen giver mulighed for opførelse af ny etagebebyggelse i Aars midtby.

Herefter behandles eventuelle høringssvar i Byrådet via Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget. Her tages stilling til den endelige vedtagelse af planen, med eller uden ændringer.

Administrationen indstiller en neddelegering afhængigt af indkomne høringssvar. Hvis der i Byrådet er truffet beslutning om neddelegering af kompetencen, kan planforslaget vedtages endeligt af Teknik- og Miljøudvalget og hvis der ikke er kommet høringssvar af administrationen.

Sagen afgøres i Byrådet via Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget.

Indstilling

  • at planforslaget vedtages og sendes ud i offentlig høring,
  • at den offentlige høringsperiode for planforslaget fastsættes til 8 uger,
  • at der ikke gennemføres miljøvurdering, idet planerne vurderes ikke at kunne få sandsynlige væsentlige indvirkninger på miljøet,
  • at administrationen bemyndiges til at vedtage planforslagene endeligt, såfremt der ikke modtages høringssvar, og
  • at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at vedtage planforslaget endeligt, såfremt der modtages høringssvar.

Bilag
Luftfoto – Lokalplanområdet
Lokalplan nr 1132 – UDKAST

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler