Ungepuljen: Giver unge mod på at skabe fællesskaber i Mariagerfjord
Med støtte fra Ungepuljen har en gruppe unge i Mariagerfjord Kommune startet Kreaklubben – et kreativt frirum og socialt samlingssted, der både styrker fællesskabet og giver de unge mod på at tage initiativ til nye projekter. Klubben er et strålende eksempel på, hvordan Ungepuljen hjælper unge med at realisere deres idéer og skabe noget meningsfuldt for sig selv og deres jævnaldrende.
Kreaklubben er et kreativt frirum for unge
Kreaklubben er åben for alle unge, uanset om de er i gang med en uddannelse, arbejder eller holder sabbatår. For mange unge i sabbatår har klubben været et vigtigt sted, hvor de kan bryde med hverdagen og møde nye mennesker.
– Mange af os arbejder på voksenarbejdspladser, og det er rart at komme her og få kontakt med andre unge, fortæller en af initiativtagerne til Kreaklubben Karoline Nørris Søndergaard.
For deltagerne handler Kreaklubben ikke kun om kreativitet – det er også et sted, hvor man skaber relationer og fællesskab.
– Vi kendte hinanden lidt på forhånd, men vi har virkelig lært hinanden at kende gennem Kreaklubben, siger Sabine Andersen, som også er en af de unge initiativtagere.
Ungepuljen skaber muligheder for initiativ
Ungepuljen er en kommunal støtteordning, der skal hjælpe unge med at realisere deres idéer og skabe aktiviteter, der gør kommunen til et endnu bedre sted at være ung. Puljen finansierer projekter, der fremmer fællesskab og giver de unge mulighed for at engagere sig i meningsfulde aktiviteter.
Helle Dalsgaard Pedersen, projektleder for Uddannelsesby Hobro, understreger, at Ungepuljen er skabt for at give unge en platform til at udvikle deres egne idéer.
– Puljen giver unge mulighed for at forme deres eget ungdomsmiljø og skabe aktiviteter, der giver mening for dem, forklarer hun.
De unge bag Kreaklubben fremhæver, at ansøgningsprocessen til Ungepuljen er enkel og imødekommende.
– Det er fedt, at Ungepuljen findes. Det er ikke skræmmende at søge – det er let at komme i gang, og man ved, hvem man kan kontakte, hvis man har spørgsmål, siger Karoline Nørris Søndergaard.
Mod på flere projekter
En vigtig læring for de unge har været, at projekter ikke behøver at være perfekte fra starten.
– Man behøver ikke at sætte urealistisk høje standarder. Hvis vi synes, det er fedt, kan det være, der er andre, der også vil synes det. Det er ikke nødvendigt at have 100 deltagere for at gøre det til en succes, siger Karoline Nørris Søndergaard.
Kreaklubben er et fleksibelt fællesskab, hvor kreativitet og hygge sættes i højsædet.
– Der er plads til alle, og hvad vi laver kan variere fra gang til gang. Nogle er måske ikke så kreative, men kommer alligevel for at være sammen med andre unge, fortæller Mathilde Bach Logan, som også har været med i Kreaklubben helt fra det første møde for over et år siden.
For initiativtagerne har Kreaklubben givet dem mod på at starte flere projekter.
– Det har åbnet op for nye muligheder. Vi har fået mod på at søge flere penge og skabe flere projekter i fremtiden, fortæller Karoline Nørris Søndergaard.
Ungepuljen gør en forskel
Kreaklubben er kun ét af mange projekter, der er blevet støttet af Ungepuljen. Puljen har blandt andet også støttet en alkoholfri ungefest, et hypnoseshow, en bogklub, mm. – alle initiativer, der fremmer fællesskaber og sjove oplevelser blandt unge i kommunen.