ForsideMariagerfjordBrugsen i Øster Hurup bygger om for millioner

Brugsen i Øster Hurup bygger om for millioner

Brugsen i Øster Hurup bygger om for millioner

Det var store smil, der prægede uddeler Alex Mosbech Jensen i Brugsen i Øster Hurup, da Himmerlandsposten.dk kiggede forbi butikken for at høre mere om den omfattende ombygning og modernisering, der gennemføres fra den 3. januar 2025 og de efterfølgende 10-12 uger.

“Det er en stor omgang, vi har i vente, men den er tiltrængt – og det bliver rigtig godt, når vi er færdige. Det første, der kommer til at ske, er, at vi etablerer et nyt område ved kasse 1 til pakker. Derudover får vi installeret et nyt CO2-anlæg, så vi kan udskifte alle vores køl- og frostanlæg fra freon til CO2. Det er godt både for driftsbudgettet og for miljøet,” fortæller Alex og viser placeringen af den nye pakkeafdeling på den store plantegning over, hvordan butikken kommer til at se ud efter moderniseringen.

Nyt navn og ny indretning
I forbindelse med moderniseringen skifter butikken også navn fra Dagli’Brugsen til Coops nye butikskæde, Brugsen. Det betyder, at der også vil ske ændringer udenfor i form af nye skilte.

“Butikkens indretning bliver også opdateret, så mange varer vil få nye placeringer. Selve vindfanget ændres ikke, men der kommer en ny indgangssluse, inden man træder ind i den nye frugt- og grøntafdeling, hvor der vil være kølereoler og nyt inventar. Bake Off flyttes og placeres efter frugt og grønt, hvilket betyder, at vinafdelingen rykkes længere ind i butikken og bliver væsentligt større,” fortæller uddeleren begejstret og fortsætter:

Større varesortiment 
“Delikatessen får også nye diske og inventar, så der bliver mere plads til et større udvalg af færdige produkter og bedre muligheder for at tilbyde gode bøffer til weekender og ferier. Generelt kan man sige, at ombygningen vil give flere hyldemeter. De nye kølediske, vi får, rummer også mere plads til produkter. Når vi er færdige, vil vi generelt have et langt større varesortiment. Den stigende efterspørgsel efter glutenfrie produkter bliver imødekommet, og vi får et hyldeområde med produkter til hus og have samt cykeludstyr.”

Uddeler Alex Mosbech Jensen og souschef Line Lund gennemgår plantegningen for den kommende modernisering af Brugsen i Øster Hurup. Foto: Himmerlandsposten.dk

Fokus på bæredygtighed
Moderniseringen af Brugsen i Øster Hurup handler ifølge uddeleren om at fremtidssikre butikken.

“Kasselinjen bliver også lavet om. Mellem to nye kasser, hvor vi naturligvis fastholder den personlige betjening og kundekontakt, som vi kender i dag, etablerer vi som et ekstra tilbud et scan-selv-område med fire selvbetjeningskasser. Belysningen i butikken bliver også udskiftet. Alle armaturer, lyspærer og rør skiftes til energibesparende LED. Det betyder, at vi forventer at reducere energiforbruget til lys med hele 62,3 %. På mange områder handler vores indsats de kommende uger om at skabe en bæredygtig butik og sikre, at Øster Hurup kan have en dagligvarebutik i mange år fremover,” slutter uddeler, Alex Mosbech Jensen.

Kun få lukkedage
Under den store ombygning og modernisering forventer butikken kun få lukkedage og vil gøre sig umage for, at det påvirker de daglige kunder så lidt som muligt.

Kasselinjen i Brugsen i Øster Hurup får et helt nyt look med både traditionelle kasser og moderne scan-selv-område. Uddeler Alex Mosbech Jensen slår dog fast at den personlige kontakt fastholdes.
Foto: Himmerlandsposten.dk
Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler