Julesang og harpespil på Røde Kors Hjemmet Løgstør
Beboerne skal opleve, at julen er på vej. Der skal være musik og sang i en rigtig julestemning. Det vil Frivillige Hænder med formanden Aase Lund i spidsen sørge for. En ansøgning til Lions Club Løgstør om støtte til et juleprojekt for beboerne på Røde Kors Hjemmet blev positivt modtaget.
Sanger og harpespiller Mariann Mikkelsen, vil onsdag, den 18. december 2024 sørge for julestemning på Røde Kors Hjemmet . Hun er kendt for at spille på en keltisk harpe, der er et helt specielt instrument. Her giver hun en speciel koncert med sang og harpespil.
-Vi glæder os til julekoncerten i en hyggelig julepyntet sal. Det vil være et stort løft for de 37 beboere at opleve et rigtigt julearrangement. Mange af hjemmets beboere er ikke så mobile, at de kan drage ud af huset for at få juleoplevelserne. Derfor er vi glade for støtten fra Lions Club Løgstør. Den gør, at vi kan medvirke til at højne aktivitetsniveauet og give alle en god optakt til julen, siger formanden for Frivillige Hænder, Aase Lund.
-Vi har stor respekt for det arbejde, Frivillige Hænder gør for beboerne på Røde Kors Hjemmet i Løgstør. Med den cocktail af forskelligartede aktiviteter der tilbydes beboerne på hjemmet, er vi fra Lions Club Løgstør glade for at kunne bidrage til at højne livskvaliteten hos beboerne. Frivillige Hænder har i høj grad bidraget til, at Røde Kors Hjemmet Løgstør for kort tid siden blev udnævnt som Danmarks bedste plejehjem, siger Jacob Dalgaard, Lions Club Løgstør.