ForsideRebildREGAN Vest-succes fortsætter for skrue

REGAN Vest-succes fortsætter for skrue

REGAN Vest-succes fortsætter for skrue

5. december sættes 10.000 billetter i salg til de populære rundvisninger

Succesen på Koldkrigsmuseet REGAN Vest fortsætter for uformindsket styrke. I åbningsåret 2023 besøgte 62.415 gæster museet. Det svarer til, at 99 procent af samtlige billetter i salg blev solgt. I år runder antallet af besøgende 65.794 – svarende til 99.3 procent solgte billetter. Om få dage kan man igen sikre sig en af de meget eftertragtede billetter.

Torsdag 5. december kl. 10 sætter Koldkrigsmuseet REGAN Vest ca. 10.000 billetter i salg til rundvisninger i perioden 14. april til 29. juni 2025 – og går det som det plejer, når museet sætter billetter i salg, så går det stærkt. Meget stærkt. Tilbage i oktober sad mere end 3.000 personer i kø, da billetsalget for de første måneder af 2025 åbnede, og i løbet af blot tre timer havde man solgt mere end 5000 billetter.

Som noget nyt har folk med et gavekort til REGAN Vest eller Nordjyske Museer en fordel. De har nemlig mulighed for at købe billetter allerede fra 3. december via nordjyskemuseer.dk.

”Det er ikke mange museer, der kan melde om stort set udsolgt, så det er en helt anderledes følelse, end vi er vant til. Det er jo næsten som om, det er en koncert i Royal Arena eller en af de store festivaler, vi sælger billetter til,” fortæller Lars Christian Nørbach, direktør ved Nordjyske Museer, som Koldkrigsmuseet REGAN Vest er en del af.

Det første år var der mange nordjyder blandt de besøgende, og det har der også været i 2024. Men tallene viser også, at der kommer flere og flere gæster fra resten af Danmark.

”Vi møder rigtig mange glade museumsgæster, og måske har rygtet om, hvor enestående en oplevelse Koldkrigsmuseet REGAN Vest er, og hvor nærværende og levende guiderne formidler historien, nu spredt sig til hele Danmark,” siger Lars Christian Nørbach med en vis stolthed.

Kigger man rundt på fx trustpilot, tripadvisor, Google og Facebook er der stort set kun positive bemærkninger og mange-stjernede anmeldelser at se.

Skulle man være uheldig og ikke få billet denne gang, så er alt håb dog ikke ude. Der vil løbende komme ekstra billetter i salg, hvis fx et busselskab eller en anden større gruppe vælger at aflyse en allerede planlagt tur. Så man kan være heldig at få billet med kort varsel, hvis man har et vågent øje på museets hjemmeside nordjyskemuseer.dk. Billetter til sommerferien 2025 sættes i salg i det tidlige forår.

Koldkrigsmuseet REGAN Vest holder lukket hvert år i december og januar, da flagermus søger ind i indgangstunnelen for at sove vintersøvn.

På de særlige smørrebrødsrundvisninger får man lov at sidde i bunkerens kantine, hvor man spiser autentisk mad fra den menu, som ville have været gældende, hvis bunkeren var taget i brug. Foto: Lars Horn for Nordjyske Museer
Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler