Erhvervslivets nytårskur i Mariagerfjord bliver en publikumsbasker
Netværk med bobler og kransekage står højt på erhvervsfolkenes ønskeliste i Mariagerfjord
I Mariagerfjord tegner nytårskuren for erhvervslivet til at blive en ægte publikumsbasker. Her godt fjorten dage før det festlige arrangement løber af stablen, har mere end 180 erhvervsfolk allerede lagt billet ind på fejringen af det lokale erhvervsliv.
På borgmesterkontoret i Hobro glæder Mogens Jespersen sig over opbakningen til nytårskuren, hvor det lokale erhvervsliv får et velfortjent skulderklap.
– Allerede sidste år flyttede vi nytårskuren til større rammer i Hobro Idrætscenter og med den store interesse er det meget sandsynligt, at vi må rykke tæt sammen for at få plads til alle. Det er dejligt at se, at vores lokale erhvervsfolk møder talstærkt frem og vi anser det et luksusproblem, at der er rift om pladserne, siger borgmesteren.
Ifølge Mogens Jespersen skyldes den store interesse, at erhvervslivet i højere grad end før vil samarbejde med kommunen.
– Vi oplever, at vores virksomheder vil spille sammen med os, og det styrker vores lokalsamfund. Vi har blandt andet etableret et grønt partnerskab med vores største energiforbrugende virksomheder og flere er på vej. Vi vil nemlig gerne vide, hvad der optager vores erhvervsfolk, og hvad vi kan gøre for hjælpe dem med at skabe vækst og arbejdspladser i vores kommune, siger Mogens Jespersen.
Kunstig intelligens
I år byder programmet på et af de allervarmeste emner i erhvervskredse, nemlig kunstig intelligens. Her har arrangørerne allieret sig med den kendte tech-journalist Nikolaj Sonne. Han står klar til at give erhvervsfolkene et inspirerende indblik i de konkurrencefordele som i kunstig intelligens giver de virksomheder, der tør være på forkant med udviklingen.
Det er ikke tilfældigt, at netop kunstig intelligens er på dagsordenen:
– Kunstig intelligens rummer et kolossalt potentiale, når det gælder eksempelvis
kundeservice, markedsføring og produktudvikling, men der er stadig mange både store og små virksomheder, som er tilbageholdende med at tage springet. Derfor vil vi gerne inspirere virksomhederne til at anvende kunstig intelligens og komme med i førerfeltet, siger erhvervschef Michael Christiansen.
Erhvervsfolk deler erfaringer
Programmet byder også på en paneldebat, hvor ledere fra lokale virksomheder fortæller om, hvordan de arbejder med kunstig intelligens og hvilke fordele det giver på markederne lokalt og globalt. Debatten styres af den garvede nordjyske journalist Søren Wormslev, som fungerer som konferencier ved nytårskuren.
– Ud over det faglige program byder nytårskuren også på et muntert og tankevækkende indslag fra mentalisten Mads Fencker, jazzmusik, kransekage og et enkelt glas champagne, som det sig hør og bør til en nytårskur, slutter erhvervschef Michael Christiansen.
Det er femte gang, at Mariagerfjord Kommune og Mariagerfjord Erhverv holder nytårskur for erhvervslivet. Deltagerskaren er vokset år for år og sidste gang nytårskuren løb af stablen deltog godt 260 erhvervsfolk. Årets nytårskur finder sted 10. januar 2023 i Hobro Idrætscenter fra klokken 7.30 til 11.