To biler involveret i færdselsuheld i Rørbæk
I går eftermiddag klokken 16.47 blev Himmerlands Politi tilkaldt til et færdselsuheld på Nørregade i Rørbæk. Politikommissær Lene Laustsen oplyser, at to biler var involveret i sammenstødet.
En 31-årig mand fra Nørager kørte ad Nørregade i nordvestlig retning, da han overså, at bilen foran ham skulle svinge til venstre ad Solkrogen. Den forankørende bil blev kørt af en 27-årig mand fra Hobro. Den 31-årige nåede ikke at bremse i tide og påkørte derfor bilen bagfra.
Der opstod mistanke om, at den 31-årige fører var påvirket af alkohol. Han blev derfor taget med af politiet for at få udtaget en blodprøve, som vil blive brugt i den videre efterforskning af sagen.
Umiddelbart kom personerne ikke til skade ved uheldet.