84-årig kvinde udsat for bedrageri i Øster Hurup – Tømte konto ved hæveautomat i Terndrup
En 84-årig kvinde bosat på adressen Ved Møllen i Øster Hurup blev torsdag eftermiddag den 2. oktober udsat for et groft bedrageri. Det oplyser politikommissær Jesper Fredsgaard fra Himmerlands Politi.
Kvinden blev omkring middagstid ringet op af en dansktalende mand, der udgav sig for at være fra Spar Nord – som også er hendes egen bank. Samtalen varede ifølge politiet omkring to timer, og mens de to talte i telefon, dukkede en anden mand op ved kvindens adresse for at afhente hendes hævekort.
Kort efter, kl. 16.16, blev der hævet 15.000 kroner fra kvindens konto ved Spar Nords hæveautomat i Terndrup.
Politiet arbejder nu på at identificere gerningsmanden, som beskrives som:
- Mand sidst i 20’erne
- Almindelig af bygning
- Cirka 175 cm høj
- Lysebrun hud
- Iført lysebrune bukser
Manden befandt sig i Øster Hurup-området mellem kl. 14.30 og 16.00 torsdag eftermiddag og kl. 16.16 ved Spar Nords hæveautomat i Terndrup.
“Vi formoder, at der er kamera ved hæveautomaten, som vi nu skal have set igennem,” fortæller politikommissær Jesper Fredsgaard.
Himmerlands Politi efterlyser vidner, der måtte have set manden i området eller bemærket noget mistænkeligt. Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på tlf. 114.


