ForsideMariagerfjord460 deltagere til magisk fejring af Vølvens Verden i Hobro

460 deltagere til magisk fejring af Vølvens Verden i Hobro

460 deltagere til magisk fejring af Vølvens Verden i Hobro

Lørdag aften den 27. september blev Hobro forvandlet til et levende vikingescenarie, da hele 460 deltagere deltog i premieren på det store kulturarrangement Vølvens Verden.

Festlighederne begyndte ved Det Røde Pakhus på Hobro Havn, hvor vikingeskibe gled ind mod kajen med Vølvens stav ombord. Her kunne vølven tage imod den foran et forventningsfuldt publikum, inden optoget fortsatte gennem byen. Langs ruten blev gæsterne mødt af lysende vølvestave, smukke lysprojektioner på Hobro Kirke, en stemningsfuld vikingelejr på Ambupladsen og et vikingeskib ved Fyrkat Engsø.

Kulminationen fandt sted på selve Fyrkat, hvor publikum oplevede Vølvens Spådom – en dramatisk iscenesættelse af det nordiske sagn om verdens skabelse og undergang. Forestillingen blev fremført af Amatørteatret Fyrkatspillet under ledelse af instruktør Sune C. Abel.

Som finalen blev en lysende midgårdsorm på hele 25 meter afsløret – længere end Fyrkats imponerende Langhus. Skulpturen var skabt af den spanske lyskunstner Arnau Olesti, der er internationalt kendt for sine spektakulære installationer.

”Det er første gang, vi afholder Vølvens Verden, men vores håb er, at det kan blive en årligt tilbagevendende begivenhed, som binder verdensarven på Fyrkat tættere sammen med Hobro by,” fortæller Lars Enevold Pedersen, publikumschef ved Nordjyske Museer og Vikingemuseet Fyrkat.

Efter oplevelserne på Fyrkat blev publikum fragtet tilbage til Hobro Havn med gratis busser. Arrangementet var et samarbejde mellem Mariagerfjord Kommune, Amatørteatret Fyrkatspillet, Fyrkats Venner og Nordjyske Museer.

Med den store opbakning og de stærke visuelle oplevelser tyder meget på, at Vølvens Verden allerede har skabt grobund for en ny kulturtradition i Hobro.

Vølven. Foto: Airview
Lysoptog. Foto: Mariagerfjord Kommune
Vølven. Foto: Mariagerfjord Kommune
Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler