45 års lokalhistorie i Øster Hurup skal flyttes – fondsstøtte hjælper på vej
Øster Hurup Lokalhistoriske Forening og Arkiv har modtaget en donation på 75.000 kr. fra Sparekassen Danmark Fonden Hobro, der har vakt stor glæde blandt medlemmerne. Pengene skal gå til en tilbygning til byens Kulturhus og rumme et nyt arkiv, da kommunen ønsker at sælge arkivets nuværende adresse.
Med de 75.000 kr. i støtte fra Sparekassen Danmark Fonden Hobro er projektet rykket markant tættere på virkelighed og forening og arkiv vil arbejde hårdt for at nå målet.
Donationen kommer i en periode, hvor arkivet er ved at blive pakket ned – og det er ikke så få ting, der er samlet i de 45 år, arkivet har eksisteret. Inden 1. september skal arkivet være flyttet. Heldigvis har Ø. Hurup Camping udvist stor generøsitet og givet tilladelse til, at arkivet midlertidigt kan få ophold i et par lokaler.
Arkivarbejdet fortsætter derfor stort set uden pause for de mange frivillige – der desuden får en stor ekstra arbejdsbyrde med at pakke ned, flytte og pakke ud igen samt installere arbejdspladser.
Foreningen arbejder derudover med udgivelsen af en bog i serien ”Fortællinger fra Hurup” nummer 8 i rækken. Bogen udkommer til efteråret og er i øvrigt også sponsoreret af Sparekassen Danmark Fonden Hobro.
Denne fond, med sine mange store donationer, betyder utroligt meget for områdets frivillige foreninger og initiativtagere. Mange af de ønsker og planer, der arbejdes med rundt om, får mulighed for virkeliggørelse.



