436 hektar ved Kielstrup Sø bliver nu fredet i én samlet afgørelse
Udvalget for Teknik og Miljø orienteres på møde den 2. december 2025 om Klagenævnsafgørelse vedrørende fredning af bakkelandet omkring Kielstrup Sø.
Indstilling: Direktøren for Teknik, Kultur og Klima indstiller til Udvalget for Teknik og Miljø: At orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Miljø- og Fødevareklagenævnet har 29. august 2025 truffet en endelig afgørelse om fredning af Bakkelandet omkring Kielstrup Sø i Mariagerfjord Kommune. Afgørelsen ophæver en tidligere fredningskendelse fra 2020 og fastsætter en ny, samlet fredning, der omfatter et areal på cirka 436 hektar, hvilket er en lille udvidelse (ca. 2 ha) ift. de tidligere fredninger i området. Formålet med den ny samlede fredning er at bevare og forbedre landskabs- og naturværdierne, sikre offentlighedens adgang og understøtte Natura 2000-områdets bevaringsstatus.
De væsentligste ændringer i den endelige fredning ift. 8 tidligere separate fredninger fra 1961-1967, er følgende:
- Der pålægges én ejendom forbud mod beplantning med træer, buske eller flerårige afgrøderkaf hensyn til udsigt.
- Der pålægges 2 ejendomme krav om ”skov med særlig drift”, hvilket indebærer et krav om vedvarende skovdække med løvskov og krav om moderat plukhugst.
- Der udlægges stiforløb herunder en ny trampesti rundt om søen.
- Der er forbud mod at medbringe hunde i indhegninger med græssende dyr.
Kommunen skal som plejemyndighed inden for 2 år efter fredningens gennemførelse have udarbejdet en plejeplan for området, etableret de nye stier, samt eventuelt nødvendige passagemuligheder over vandløb og fugtige arealer samt ryddet 2 gravhøje for opvækst.
Fredningsnævnet for Nordjylland, sydøstlige del, afgørelse af 30. november 2020 blev påklaget af Mariagerfjord Kommune, på baggrund af en beslutning i Udvalget for Teknik og Miljø 11. januar 2021. Kommunen klagede over, at fredningen vil medføre yderligere restriktioner for områdets lodsejere, at området i forvejen er tilstrækkeligt beskyttet samt at det er en økonomisk dyr fredning for kommunen. Kommunen gjorde gældende, at kommunen mener, at der er tale om en fredning af national værdi, hvorfor kommunens andel af erstatningen kun bør beløbe sig til 10 % og ikke det anførte udgangspunkt 25 %. Klagenævnet ændrede ikke fredningen til en national fredning (det sker meget sjældent), hvorfor kommunen skal afholde 25 % af fredningserstatningen.
Fredningserstatningen er i Klagenævnsafgørelsen opgjort til 1.157.910 kr. Dette beløb er sendt videre til Taksationskommissionen, som meddeler det endelige erstatningsbeløb efter søgsmålsfristen er udløbet i februar 2026.
Fredningserstatningen er i Klagenævnets afgørelse 671.340 kr. mere end det opgjorte fredningserstatningsbeløb i Fredningsnævnets afgørelse. Dette skyldes, at Klagenævnet ikke blot tildelte erstatning til de 7 lodsejere der havde indsendt krav om erstatning, men til alle lodsejere indenfor fredningen efter en grundtakst.
Det nye fredningserstatningsbeløb fra Klagenævnsafgørelsen (som stadig mangler Taksationskommissionens godkendelse) medfører, at kommunens andel til fredningserstatningen går fra 121.642,50 kr. til 289.478 kr.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, mens en retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.
Økonomi
Mariagerfjord kommunes andel af fredningserstatningen afholdes af særskilt budget til fredningserstatninger på 236.000 kr., og resten afholdes af eksisterende driftsbudget på naturområdet.
Bilag
Fredningserstatningsafgørelse
Miljø og Fødevareklagenævnets afgørelse om fredningen for bakkelandet omkring Kielstrup Sø
Kortbilag



