27.670 kroner fordelt på byrådsmøde for elevråd i Vesthimmerland
Efter en god og konstruktiv debat samt en afstemning i Byrådssalen endte det nedsatte byråd med at fordele midler ud til forskellige forslag. Mødet blev afholdt 19. marts 2024.
Pengene blev fordelt således:
- 7.000 kroner til kommunens 5. klasser, så de kan komme til Blære Friskole og afholde en aktivitetsdag sammen på tværs af skolerne,
- 5.670 kr. til en overnatning på skolen for eleverne på Haubro Friskole,
- 3.000 kr. til en ny tankstation på Vestrup Skoles nye cykel/moon-car-bane og
- 12.000 kr., som fordeles til udskolingsklasserne på de forskellige skoler, så de kan lave aktiviteter for de ældste elever.
Det er 3. gang, der afholdes byrådsmøde for vores elevråd rundt i kommunen. Traditionen tro blev eleverne inviteret ind i Byrådssalen på Rådhuset i Aars. 24 elever fra vores folkeskoler, friskoler samt Aalestrup Realskole havde medbragt ikke mindre end 12 dagsordensforslag, som skulle fremlægges, drøftes og stemmes om.
Hver skole fremlagde deres forslag for de øvrige elevråds-repræsentanter i Byrådssalen. Eleverne blev delt ind i grupper, hvor de skulle blive enige om, hvilke forslag de ville fremsætte i Byrådssalen til debat efterfølgende. En repræsentant fra hver af grupperne fremlagde på gruppens vegne de forslag, som eleverne vurderede kunne være af størst interesse og betydning for skolerne.
De mange forslag spændte bredt i alt fra grillarrangement, aktivitetsdag, asfaltbal, lejrtur, overraskelsesdag, tankstation til cykel/moon-carbane, rundboldturnering, fælles morgenmad for alle skoler, sportsdag, fællesspisning, udstyr til gymnastiksal og et lidt anderledes og alternativt forslag, hvor pengene skulle fordeles mellem skolerne til eleverne i udskolingen, som ville få til opgave, at få pengene til at vokse, hvorefter de indtjente penge skulle gives til organisationer, der støtter en form for fællesskab.
Omdrejningspunktet i alle forslag var at bruge pengene på noget, som kunne skabe et endnu større og stærkere fællesskab på tværs af klasser eller skoler. Og man må sige at eleverne havde knoklet og undersøgt mulighederne helt ned i mindste detalje, så som prisen på udstyr, instruktører, komikere, dressinger til salat eller en anslået pris på en ikke-økologisk morgenmenu bestående af havregryn, cornflakes, mælk, rosiner og sukker.
De mange forslag betød en livlig debat i byrådssalen, hvor eleverne argumenterede for deres forslag under styring af borgmester, Per Bach Laursen og Skole- og dagtilbudschef Anders Norup.
Det endte med to forslag, som kom til afstemning. Her stemte 16 elever for det nu vedtaget forslag, 6 for det andet forslag og 2 stemte blank.
Eleverne var desuden på rundvisning i huset, hvor borgmester, Per Bach Laursen, fortalte om byrådet og arbejdet som borgmester.
Mon ikke de unge har fået en lille fornemmelse for, hvordan et byråd og demokrati fungerer, og hvem ved om der er nogle kommende politikere blandt. Vi takker i hvert fald vores dygtige elevråd for en fantastisk dag i byrådssalen, hvor lysten til engagement, debat og fælles prioritering var helt i top.
Som Borgmester, Per Bach Laursen, sagde, da han ringede mødet af med klokken; ”Tak for jeres engagement og jeres måde at være på – det er fantastisk”.
De medvirkende skoler var Toppedalskolen, Østermarkskolen, Gedsted Skole, Haubro Friskole, Vestrup Skole, Aalestrup Realskole, Løgstør Skole, Ranum Skole, Blære Friskole, Farsø Skole, Aalestrup Skole og Aars Skole.