20.000 forfrosne ambassadører hyldes i uge 5
Trafiksikkerhedens yngste udøvende aktører bliver i ”Den Sureste Uge” hyldet i 82 kommuner landet over. Det er naturligvis skolepatruljen, som får anerkendelse for deres indsats i uge 5, hvor det er koldt, mørkt og vådt at hjælpe skolens børn sikkert i skole.
I Danmark er der tradition for den frivillige indsats, som gør noget godt for andre helt konkret og mere abstrakt styrker fællesskabsfølelsen blandt mennesker, som måske ellers ikke ville have ret meget med hinanden at gøre.
-Det kan lyde lidt højtravende at tale om dannelse i skolepatruljen, men deres frivillige arbejde er et af de fineste eksempler på at yde noget for andre uden selv at have en umiddelbar gevinst for øje. De er trafiksikkerhedens yngste udøvende aktører, og vi er meget taknemmelige for deres indsats, siger Jakob Bøving Arendt, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Skolepatruljen er et godt eksempel på, at vi fra barnsben tager et ansvar for hinanden og fællesskabet, når eleverne hver morgen yder deres bidrag til at gøre skolevejen tryggere og sikrere for særligt de yngre elever.
-Skolepatruljerne skal derfor fejres, og det sker landet over i uge 5, hvor skoler, kommuner, politi og mange flere hylder de unge i en tid på året, hvor mørket og kulden kan gøre det surt at være skolepatrulje. De unge mennesker tager ansvar for deres lokalsamfund og for at sikre en tryg og sikker skolevej for børn i hele landet hver eneste morgen. Det aftvinger respekt, siger Jakob Bøving Arendt, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.
I uge 5 hylder Rådet for Sikker Trafik, LB Foreningen og 82 kommuner alle landets skolepatruljer. Ugen er blevet døbt “Den Sureste Uge”, da vejret traditionelt er mørkt, koldt og vådt på denne årstid. Flere steder bakker politiet op om fejringen af skolepatruljerne.
Skolepatruljer er vigtige for trygheden på skolevejen
Det er knap halvdelen af Danmarks i alt 1.630 folkeskoler, friskoler og private grundskoler, som har registreret en skolepatrulje hos Rådet for Sikker Trafik, der i alt har 748 skolepatruljer på danmarkskortet.
Rådet for Sikker Trafik arbejder for, at alle skolepatruljerne bliver uddannet til at løfte opgaven, og at de mærker opbakning fra både skole, kommune og politi samt ikke mindst skolevejens morgentrafikanter. Det er nemlig flere gange dokumenteret, at skolepatruljerne har en positiv effekt på fx bilisternes adfærd omkring skolen, og samtidig er patruljerne en god ramme for løbende at have fokus på trafiksikkerhed på skolerne.
– Der er en lang række positive effekter ved at have en skolepatrulje, og vi ved, at eleverne vokser med opgaven. Deres indsats bliver værdsat lokalt og påskønnet af blandt andre kommuner, skoler og politiet. Det er også derfor, at vi i LB Foreningen er stolte af at støtte fejringen af Danmarks skolepatruljer, siger Mikkel Klausen, Chef for Uddelinger, Udvikling & Kommunikation i LB Foreningen.