19-årig bilist strandede på toppen af rundkørsel ved Haverslev
Lørdag aften omkring klokken 23.11 måtte en patrulje fra Himmerlands Politi rykke ud til et noget usædvanligt færdselsuheld ved rundkørslen, der forbinder Viborgvej med Roldvej ved Haverslev.
Ifølge politikommissær Jørn Kresten Nielsen fra Himmerlands Politi gik det galt for en 19-årig mand fra Vendsyssel, da han i beruset tilstand kom kørende ad Hovedvej 13.
Da den unge mand nåede til rundkørslen lidt efter klokken 23.00, mistede han kontrollen over bilen – og endte på dramatisk vis på toppen af rundkørslen. Herfra kunne han dog ikke komme videre ved egen hjælp.
– Han befandt sig pludselig på selve rundkørslens midte, hvor bilen strandede. Her måtte han blive, indtil hjælpen – i form af politiet – ankom, fortæller politikommissæren.
Politiet kunne konstatere, at føreren ikke blot var påvirket af alkohol, men også manglede kørekort til køretøjet.
Den 19-årige blev anholdt og taget med til blodprøveudtagning. Han er nu sigtet for spirituskørsel samt kørsel uden førerret.





